TAULOV

Foreningen Taulov Station køber den gamle stationsbygning af DSB

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Det fejres med åbent hus, underskrivelse af købsaftale og meget mere lørdag 26. august kl. 12 til 16

Købsaftalen underskrives kl. 13, oplyser foreningens formand Jan Schoubo i en pressemeddelelse her til aften.

Processen har stået på i tre år, med støtte fra det lokale erhvervsliv, mere end 1500 borgere og medarbejdere i forvaltningen.

Foreningen Taulov Station har gennem de seneste år arbejdet for at købe stationsbygningen af DSB for at skabe hyggelige og nyttige rammer for beboere, foreninger og erhverv i Taulov, og nu skal der underskrives. Jan Schoubo oplyser, at “Åbent Hus” bliver med børneloppemarked og udstilling om stationens rolle for modstandskampen under besættelsen.


De skodder som mange har vænnet sig til på bygningen, bliver taget ned, så alle kan se lokalerne, og måske få idéer til fremtidig anvendelse og aktiviteter.

Sulten er der også taget højde for, idet der er mulighed for at få en ristet pølse og noget at drikke, sponseret af Coop365 i Taulov.

Samlingskraft, der er støttet af Realdania, medfinancierer ”Åbent hus på Taulov Station”, slutter formand Jan Schousbo.

Billede af Taulov Station. Det kgl bibliotek Data luftfoto Odense luftfoto 1958.

DSB sælger banegården i Taulov til Foreningen Taulov Station. Privatfoto.