Læserdebat af: Mathilde Hammer, KV25-kandidat for Danmarksdemokraterne
Kønsopdeling i svømmehallen er udansk og skal stoppes nu. I et brev til 12 kommuner (inklusive Fredericia) har den socialdemokratiske udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad bedt kommunerne om at stoppe kønsopdeling i kommunale haller. Det er positivt, at ministeren kommer med den melding. Vi skal selvfølgelig have forbudt kønsopdelingen i Fredericia.
Det er direkte diskriminerende at udelukke nogle fra aktiviteter på baggrund af deres køn. Det handler ikke om, at der er hold kun for kvinder og hold kun for mænd. Som det fx er i håndbold og fodbold. Det diskriminerende er, at der slet ikke må være mænd til stede i svømmehallen, når kvinderne er i vandet. Det betyder, at der ikke må være en mandlig livredder eller en mandlig rengøringsassistent til stede. Det er udansk og skal stoppes nu.
Hvis man kommer til Danmark, skal man integrere sig under de danske normer og værdier. Denne kønsopdeling er iscenesat af mennesker, som ikke accepterer de danske værdier og det demokrati, de lever i. Det fremmer på ingen måde integrationen.
Selvfølgelig er det en mulighed, at kvinderne ikke kommer ud uden dette tilbud. Men så er der tale om social kontrol. På den anden side skal en kommunalt finansieret hal ikke dikteres af social kontrol om, hvem der må befinde sig på et kommunalt område hvornår og hvem der ikke må.
Hvis jeg havde plads i Fredericia Byråd, ville jeg gøre alt hvad der stod i min magt for at få forbudt kønsopdeling i kommunalt finansieret svømmehal. Det er udansk og skal stoppes nu.