MEDDELSER

Forårsfest på Kringsminde

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

”Uld og Urter” er tema, når Museumsgården Kringsminde inviterer hele familien

til forårsfest lørdag 5. april kl. 10–16.

Fårene klippes og ulden forarbejdes, mens Gunvor Juul holder foredrag, først om gamle, næsten glemte, krydderurter, senere om ”Tomatens historie”. Gunvor Juuls bøger sælges i teltet, hvor foredragene holdes. Her møder man også Fredericia Biavlerforening med deres gode honning, Børkop Vandmølle med friskmalet korn og gryn og Frøsamlerne med frø fra gamle sorter. Det slidte pilehegn omkring gårdens krydderurtehave er taget ned og der skal flettes et nyt hegn, så høns og haner ikke hopper rundt i urterne.

Trænger man til en forfriskning efter at have set eller deltaget i alt dette og meget mere – så er der kaffe og hjemmebagt kage i det smukke blå køkken på gården.

Bus nr. 6 går lige til døren, Kringsmindevej 9, Egeskov v. Fredericia.

Klipning af fårene.

Kl. 10 klippes fårene på gårdspladsen, og vi går i gang med forarbejdning af ulden. Ulden kartes, spindes, farves og filtes til forskellige ting med en filtenål.

Glemte krydderurter kl. 11.

Gunvor Juul, der holder foredrag om ”Glemte krydderurter”, har i mange år beskæftiget sig med krydder- og lægeurters kulturhistorie samt dansk madhistorie. Mange af de glemte urter dyrker Gunvor selv for at afprøve dem i køkkenet. Netop nu er Gunvor rådgiver på projektet

”Kongens fadebur” for Nyborg Slot. Sammen med Lene Tvedegaard har Gunvor Juul skrevet ”Krydderurter – bogen for urteelskere”. Selv har Gunvor Juul en ny bog klar her i foråret. ”Smagen af chili” er titlen.

Tomatens historie kl. 13.

Gunvor Juul fortsætter med ”Tomatens historie”. Tomaten havde et noget blakket ry helt frem til 1900-tallet, hvor Louise Nimb udgav en lille tomatkogebog, der skulle få folk til at spise flere tomater. Det var dog en lang proces, endnu i 1935 spiste en dansker i gennemsnit 2½ kg tomater om året. Det svarer til 1 tomat om ugen! Ikke meget i forhold til en nutidsdansker.

Se andre gode tilbud fra Museerne i Fredericia på www. fredericiahistorie.dk