FREDERICIA

FØTEX ER KLAR MED NYT ALTERNATIV

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Dagligvarekæden føtex er klar med et nyt alternativ til de tynde, gennemsigtige plastikposer, der i årevis har adskilt frugt og grønt fra andre varer under indkøbsturen. Den nye pose er produceret i økologisk bomuld og kan gøre 35 millioner plastikposer arbejdsløse hvert år.

35 millioner af de traditionelle, klare “knitre”-plastikposer har i årevis båret tomater og æbler sikkert hjem fra føtex. Men selvom plastikposen er populær, så har den en ulempe – nemlig at den sparsomme kvalitet gør den uegnet til genbrug. Det har føtex nu en løsning på, og kunderne kan derfor allerede nu finde en grønsagspose i økologisk bomuld, når de besøger varehuset. Den nye pose kan bruges igen og igen, ligesom den begrænser mængden af plastik på indkøbsturen.

– De tynde plastikposer, som kunderne allerede kender, kan kun bruges en enkelt gang. Og det er ikke nok. Derfor har vi virkelig glædet os til at få de nye grønsagsposer hjem, så vi sammen kan begrænse mængden af plastik, som vi kun bruger én gang, fortæller Thor Skov Jørgensen, der er direktør i føtex.

Ifølge WWF Verdensnaturfonden bliver der i gennemsnit produceret 820.000 tons plastik hver dag, og en alt for stor andel ender i naturen. Her er grønsagsposen en helt konkret og simpel løsning, der kan være med til at begrænse produktionen af ny plastik. Og så er den nye bomuldspose en mulighed for at gøre op med en brug-og-smid-væk kultur, som mange forbrugere har efterspurgt.

Nye alternativer til traditionelle plastikvarer
De traditionelle tynde plastikposer er ikke de eneste, der har fået konkurrence af genanvendelige og mere bæredygtige alternativer. Først på året sagde føtex farvel til 87 tons plastik, da de fjernede alt engangsservice af plastik fra hylderne og erstattede det med alternativer i bambus, træ og papir. Og i 2018 blev der også sat en stopper for et årligt salg på 44 millioner vatpinde af plastik.

– Vi arbejder på at udfase plastik alle de steder, hvor det ikke er nødvendigt, så vi kan sikre, at plastik ikke ender i naturen. Det er ambitiøst, og skal vi nå det mål, kræver det, at vi tænker kreativt og finder nye produkter, der kan bruges i vores hverdag. De løsninger bliver vi ved med at lede efter, tilføjer Thor Skov Jørgensen.

Udfasningerne er en del af en større plastikstrategi i Salling Group – som føtex er en del af – om at udfase plastik, hvor det er muligt, og sikre, at mest mulig plastik genanvendes.