Føtex city i Fredericia bliver beredskabsbutik

Føtex city i Fredericia bliver beredskabsbutik

Salling Group har nu sat navn på de 51 butikker, der skal fungere som rygraden i kædens nødberedskab. I Fredericia er det Føtex i Prinsessegade, der bliver omdannet til en særlig beredskabsbutik.

Borgere i Fredericia kan se frem til en øget forsyningssikkerhed i fremtiden. Efter en omfattende analyse af infrastruktur og tilgængelighed har Salling Group nu færdiggjort listen over de lokationer, der skal kunne holde åbent, selvom krisen kradser.

Her er valget faldet på Føtex på Prinsessegade 45-49.

Udvælgelsen af de beredskabsbutikker, som Salling Group forventer at etablere, er sket på baggrund af tilgængelighed for flest mulige danskere og placering i forhold til vigtige trafiklinjer. Dermed kan Salling Group nu sætte navn og adresse på de butikker, der i løbet af de næste år hurtigt vil kunne omstilles til beredskabsbutikker med nye og bedre nødstrømsløsninger, offlinebetalinger samt større lagerbeholdninger af visse varer, lyder det fra Salling Group i en pressemeddelelse.

Allerede i september blev det offentliggjort, at alle landets Bilka’er får status som beredskabsbutik fraset Bilka Hillerød, hvor det bliver byens føtex i stedet. For at dække hele landet bedst muligt, er det primært føtex, der – på grund af størrelse og lagerkapacitet – også får status som beredskabsbutik.

– Vi er nået i mål med at dække landkortet, således 80% af befolkningen kan nå vores butikker indenfor 50 kilometer. Nu begynder arbejdet med at klargøre butikkerne, og i det nye år har vi de første to butikker klar, som vi vil trykteste for at tage de bedste erfaringer med videre, udtaler administrerende direktør i Salling Group, Anders Hagh i pressemeddelelsen. 

Alle butikker skal opbygge et nødlager enten på adressen eller på nærliggende lagre med de mest essentielle dagligvarer. Det omfatter blandt andet drikkevand, konserves og andre varegrupper, som anbefales af Beredskabsstyrelsen.

Beredskabsbutikkerne er tænkt som supplement til eksisterende hjemmelagre og ikke til storindkøb. 

For få måneder siden blev Salling Groups betalingsløsninger udvidet, så der i Netto, Bilka og føtex kan betales med de fleste fysiske betalingskort og betalingskort på mobilen – også uden netværksforbindelse. 

Ingen ændringer i hverdagen

Selvom Føtex i Fredericia nu får en særlig status, vil kunderne ikke mærke forandringer i den daglige indkøbstur. Opgraderingerne foregår i kulissen og skal kun aktiveres, hvis situationen kræver det.

– Arbejdet med at klargøre butikkerne vil ikke påvirke hverdagen, hverken for kunder eller medarbejdere. Skulle det ske, at vi en dag er nødt til at aktivere en eller flere af butikkerne, håber vi, at kunderne slet ikke vil opleve det som markant anderledes end normalt. Hele essensen ved etableringen af beredskabsbutikkerne er netop, at vi kan forsyne danskerne med dagligvarer, hvis vi en dag ikke kan holde butikkerne kørende, som vi plejer, siger Anders Hagh.

Projektet med at klargøre samtlige 51 butikker, herunder den i Fredericia, forventes afsluttet inden udgangen af 2028.

Her kommer Salling Groups beredskabsbutikker til at ligge på landsplan. Grafik: Salling Group