FREDERICIA

Første spadestik til A P Møllereventyr ved Taulov

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Første spadestik på A.P. Møller- Mærsk’ kommende skandinaviske logistikknudepunkt i Taulov Dry Port

Opførelsen af det 40.000 m2 store lav-emissions lager til A.P. Møller – Mærsk i Taulov Dry Port markeres torsdag d. 19. januar 2023 med første spadestik, som tages af Birna Ödefors, Area Managing Director, Nordics, A.P. Møller – Mærsk, Christian Herskind, Bestyrelsesformand i Taulov Dry Port A/S og Steen Wrist, Borgmester i Fredericia. 

Selvom gravemaskinerne formelt set allerede er i gang i området, så markerer dagens første spadestik på Mærsk’ lav-emissions lager den formelle igangsættelse af den næste store udvidelse af Taulov Dry Port. Det kommende byggeri sætter samtidig også helt nye standarder for udviklingen af lav-emissions lager- og logistikejendomme, idet byggeriet certificeres efter de højeste standarder for lav-emissions logistikbyggeri – den såkaldte europæiske BREEAM Excellent standard.

Lav-emissionsløsninger i lager- og logistikbyggeriet, elektrificering af infrastrukturen og udnyttelsen af den centrale placering i et knudepunkt med havn, lufthavn, jernbane og motorvejsnettet bliver et stærkt konkurrencemæssigt setupfor A.P. Møller – Mærsk’ kommende europæiske logistikknudepunkt.  

”Dette er et vigtigt spadestik for Mærsk. Partnerskabet med Taulov Dry Port om et nyt dansk lager- og logistikcenter er led i, at vi kan lykkes med vores ambition om at tilbyde integrerede logistikløsninger til vores kunder. Vi mærker i stigende grad en efterspørgsel i markedet på ægte logistik-partnerskaber, der kan tilføre langvarige og bæredygtige distributions- og lagerløsninger for kunderne – udover løsninger på kort sigt. Med Taulov tager vi endnu et skridt i den retning”, siger Birna Ödefors, Area Managing Director, Nordics, A.P. Møller – Mærsk.

Det 40.000 m2 store lav-emissionsbyggeri opføres ud fra de højeste standarder inden for lav-emissions logistikbyggeri med bl.a. solceller på tagflader, der forsyner bygningen med grøn strøm og samtidig leverer overskudsstrøm til forsyning i nærområdet.  

Med en længde på 350 m og en højde på 14,3 meter bliver bygningen ikke alene et markant vartegn i området med direkte eksponering ud til motorvejsnettet men også et vigtigt knudepunkt i Mærsk’ tilstedeværelse i det nordeuropæiske marked.

Vores partnerskab med Danmarks største ejendomsinvestor PFA Pension betyder, at vi sammen sætter barren højt for vores lager- og logistikbyggerier – ikke mindst, når det gælder lav-emissions løsninger i både anlægs- og driftsfasen. Markedet efterspørger central beliggenhed, fleksibilitet og løsninger, der kan nedbringe klimaaftrykket på tværs af supply-chain, og det leverer Taulov Dry Port. Vi er begunstiget af en værdifuld kunderelation til A.P. Møller – Mærsk, hvor udviklingen af det kommende byggeri er et sket i tæt samspil med Mærsk. Vi er stolte over i dag at markere begyndelsen på et stort og banebrydende byggeri i Taulov Dry Port”, siger Jesper Gemmer, CEO i Taulov Dry Port A/S.

Mærsk’ lav-emissions lager- og logistikcenter finansieres af joint-venture parterne ADP A/S og PFA Pension. 

”Mærsk’ nye logistikcenter er endnu et godt eksempel på, at vi i Danmark går forrest inden for grøn omstilling, og at klima og logistik kan gå hånd-i-hånd. Som Danmarks største ejendomsinvestor har vi i PFA sat et ambitiøst mål om at skære 33 procent af udledningerne fra vores danske portefølje inden 2025, og det bliver Mærsk nu en afgørende del af for at skabe langsigtede og bæredygtige afkast til vores 1,3 mio. danske pensionskunder,” siger Mikael Fogemann, Ejendomsdirektør i PFA.

Det 40.000 m2 store lav-emissions lager- og logistikcenter forventes færdigt i foråret 2024. 

Om Taulov DryPort:

Taulov Dry Port et joint-venture mellem ADP A/S og PFA Pension, som i 2017 dannede et nyskabende og visionært partnerskab i realiseringen af Danmarks multimodale transport- og logistikcenter. 

Gennem partnerskaber og i tæt samspil med vores nære omverden udvikler vi moderne og bæredygtige lager- og logistikbyggerier med central beliggenhed i Danmarks grønne transportknudepunkt, hvor transport via bane, vej og havn kobles bedre og klogere til gavn for Danmarks grønne fremtid. 

Taulov Dry Port har et grundareal på 900.000 m2 med en attraktiv beliggenhed i ét af Danmarks største transportknudepunkter med nem adgang til motorvejsnettet (E20/E45), jernbanen, Billund Lufthavn og Fredericia Havn.

Taulov Dry Ports domicilbyggerier er bygget ud fra en grundlæggende vision om at udvikle 360 graders bæredygtige og innovative løsninger inden for lager- og logistikejendomme, bæredygtig energi og forsyning samt logistik og multimodale transportløsninger. 

Bygningernes store tagflader opføres med solcelleanlæg, som ikke kun forsyner de enkelte lejemål med grøn strøm, men som også forsyner hele nærområdet. I Taulov Dry Port opføres Danmarks største brintstation, som fra 2023 vil kunne levere grøn brint og dermed give virksomheder i både Taulov Dry Port og i Danmarks transportcentrum mulighed for at tanke et brændstof, der ikke udleder CO2, og som er produceret af vedvarende energi.

Første spadestik blev taget på A.P. Møller- Mærsk’s 40.000 m2 store logistikcenter i Taulov. Foto: DanmarkC TV