FREDERICIA

Første aikido-børn gradueret i Fredericia

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

For første gang er fire børn i Fredericia Judo og Jujutsu Klub blevet gradueret i kampsporten aikido.
Aikido har været trænet af voksne i Fredericia siden 1995, og klubben har to medlemmer med 3. dan sort bælte på voksensiden, men hidtil har klubben ikke kunne tilbyde aikido til børn. Dette år har man for første gang tilbudt aikido for børn i alderen 9 til 15 år, og træner Henrik Kristjansen kunne med stolthed konstatere, at de fire af de seks aktive på børneholdet der gik op til graduering bestod 5. kyu del 1. De graduerede børn er Alexander Nordstrand, Chris Grarup, Malthe Snediker og Thor Kanstrup.

Aikido er en ren forsvarssport. Der findes ingen angrebsteknikker i aikido, hvor man altid er afventende og reagerer på sin modstander. Udøverne af aikido stiller derfor heller ikke op i konkurrencer og kæmper mod hinanden, men de deltager ofte i kurser, hvor de hjælper hinanden med at dygtiggøre sig indenfor sporten. Bevægelserne i aikido stammer fra samuraiernes kunst og består af undvigelser, kaste- og låseteknikker.

Træner for klubbens børne aikidohold Henrik Kristjansen er glad for at træne klubbens første børnehold.

  • Børn er jo taknemmelige i forhold til undervisning, og vores træning handler meget om at forstå sine bevægelser. Aikido henvender sig måske til en bestemt type børn, der ikke lige har lyst til at skulle ud og kæmpe og konkurrere, siger han.

Særligt børn med forskellige diagnoser har glæde af aikido, hvor der er en høj grad af disciplin, men ikke helt så meget tempo som i andre kampsporter.

Også 2 af de 10 voksne aikidokæmpere fra Fredericia Judo og Jujutsu Klub er blevet gradueret. Henrik Kristjansen til 2. kyu og Tom Kirkemann til 1. kyu.

Fredericia Judo og Jujutsu Klub håber, at man får mulighed for at udvide træningen i aikido, når klubben flytter til Topforms gamle lokaler på Nørrebrogade inden næste sæson. Skulle du have lyst til at prøve at være med til aikido, så træner børneholdet onsdag fra 16.30 til 17.15, mens de voksne træner mandag og onsdag fra 19.45-21.