
Flere ukrainske flygtninge i job i Danmark

På treårsdagen for krigen i Ukraine er næsten 14.000 fordrevne i arbejde – i Fredericia Kommune er antallet af beskæftige 103
Tre år efter Ruslands invasion af Ukraine viser nye tal, at 81 procent af de ukrainske flygtninge i Danmark, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, nu er i beskæftigelse. Det svarer til 13.900 personer – en stigning på 2.500 siden januar 2024.
Fredericia er et af de steder, hvor integrationen på arbejdsmarkedet er markant. Ud af de 195 ukrainske statsborgere i byen, der har ophold efter særloven, er 142 jobparate, og 103 er allerede i beskæftigelse. Det svarer til 73 procent af dem, der står til rådighed.
Mange af de fordrevne ukrainere har fundet arbejde i brancher som rengøring, hotel- og restauration samt handel, industri og landbrug. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen glæder sig over udviklingen.
“Det er virkelig positivt, at det er lykkedes at få så mange ukrainere ind på det danske arbejdsmarked. Det siger meget om deres vilje til at bidrage til samfundet og forsørge deres familier,” siger ministeren.
Hun understreger vigtigheden af en fortsat indsats for at hjælpe flygtningene ind i det danske samfund.
“Vi skal sikre, at hverdagen fungerer med bolig, institutioner, skole og job. Derfor har vi haft stort fokus på at fjerne unødvendige forhindringer på vejen til en arbejdsplads,” siger hun.
I alt har 38.800 ukrainske flygtninge ophold i Danmark efter særloven.