LOKALSPORT

FHK tabte mod Aarhus

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

FHK tabte mandag aften til Aarhus Håndbold

Fredericia Håndboldklub og Århus Håndbold er normalt et af de helt store og tætte opgør, hvor vinderen findes i de sidste sekunder. Parkeringspladserne foran hallen synede også af liga. Men siden er der sket meget. Fredericia er i gang med en opstigning i divisionerne, hvor klubben pt. topper 2. division. Århus er placeret på slutspilspladserne i ligaen. På tilskuerpladserne var den tidligere Fredericiaspiller og nuværende Århus-direktør Jan “Tromle” Nielsen til stede sammen med godt 1000 frederianere, der valgte at bruge mandag aften på en håndboldlækkerbisken eller i alt fald drømmen om den.

Århus scorede det første mål, men så ramte lynet Fredericiaspillerne. Efter 4 minutter og 57 sekunder måtte Århustræner Erik Veje Rasmussen tage sin første timeout. Stillingen var 4-2 i Fredericias favør og “Tromle” kunne konstatere: “Det bliver svært, hvis Peter Nielsen scorer på kontra”, og det gjorde han så. Tromle havde netop vist fin gestus ved at være hallen rundt for at hilse på HK Ultras, tidligere holdkammerater og sponsorere. Timeouten hjalp imidlertid Århus, der bragte sig på 4-4 efter 8 minutter. Hele Blok H, hvor HK Ultras holder til, var klædt i rødt. Fredericias fans gik forrest med jubel og tilråb, der frembragte ligaminder. Trommen slog sin takfaste rytme, der hurtigt fik arenaen til at koge og gynge.

Efter 13 minutter var Århus Håndbold kommet foran, hvilket fik Fredericiatræner Ole Bruun Andersen til at tage sin første timeout. Stillingen var 5-6. Forinden havde Lars Knudsen reddet endnu en Århuskontra. Fra 6-6 fik Århus sit første hul til 6-8. Men Fredericiaspillerne var ikke færdige. Der blev kæmpet for hver en bold og koncentrationen strålede ud af deres øjne, hver og en. Lars Knudsen tog igen fra i målet på en Århusfriløber, hvilket fik Erik Veje Rasmussen til at skælde hele sin bænk ud. Koncentration og seriøsitet blev efterlyst. Fredericia netttede til 8-8 på en fræk Mikkel Hansen-aflevering af Peter Nielsen, som sendte bolden i hænderne på Anders Munch, der kvitterede på smukkeste vis. Timeout til Århus Håndbold, hvor spillerne modtog indspark med en piskende hæs stemme fra Erik Veje Rasmussen, der humoristisk blev tilbudt at låne en Fredericiatimeout af Ultras-legenden Ricko.

Peter Nielsen var i det hele taget tændt i kampens første halvleg. Han spurtede frem og tilbage på banen, stod for lækre detajler og kæmpede sig gang på gang tilbage i forsvaret, hvilket frustrerede Århusspillerne. Kinderne var røde, blikket målrettet og afleveringerne intelligente. Århus Håndbold kunne dog efter 24 minutter bringe sig foran 9-11. Chris Bust tog dog kontraen få sekunder senere og spurtede med Usain Bolt-fart forbi Århusforsvaret og reducerede til 10-11.

Efter 27 minutter fik Fredericia Håndboldklub den første udvisning, men formåede alligevel at presse Århus Håndbold, der dog hele tiden havde et ekstra gear i sit spil, hvorfor de trak det længste strå de første 30 minutter. De to hold gik til pause med stillingen 12-14.

Det skulle blive spændende at se, hvor længe Fredericia Håndboldklub kunne være med. Anden halvleg startede med en Fredericiascoring af Peter Nielsen. Kort tid efter fik han spillet Anders Munch helt fri på stregen, der brændte, så i stedet for 14-15 scorede Århus Håndbold til 13-16. Anders Munch gjorde det dog godt igen med en scoring til 14-16. Sambarytmerne lød fra Blok H og det tændte målmand Lars Knudsen og hans forsvar. Alle mand løb, råbte og støttede hinanden det bedste de havde lært. Det gav pote. Peter Nielsen kunne score til 15-16. På få sekunder blev det dog til 15-19. Århus Håndbold løb kontra og nettede sikkert tre gange i rap.

Efter 38 minutter så Fredericiaspillerne noget slukkede ud. Stillingen 15-21. Århus Håndbold kombinerede sig flot igennem Fredericiamandskabet, der havde mistet pusten efter de mange Århusscoringer. I Århusmålet blev der reddet gang på gang. Det fik Ole Bruun Andersen til at tage timeout.

I arenaen kunne man nu få ørenlyd og høre, at de mange tilskuere faktisk var stolte af præstationen: “Vi skal huske, at det er et ligahold, vi møder”. “Det er godt kæmpet af Fredericia”, blev der sagt. Men med stillingen 15-23 efter 41 minutter kunne man frygte en massakre til sidst. Nick Knudsen blev sat ind i målet, men det hjalp heller ikke. Århus Håndbold havde sat sig selv i sjette gear og kørte sikkert forbi Fredericia ved at bringe sig foran 18-27 efter 45 minutter, hvilket fik Ole Bruun Andersen til at tage endnu en timeout. Det hjalp dog ikke. Peter Nielsen leverede fortsat højt niveau, flotte indspil og mål, men der blev også brændt meget. Så Århus Håndbold kunne efter 52 minutter bringe sig foran 21-31 på et gennemspillet angreb afsluttet med et elegant loop fra fløjen.

I den anden ende havde Fredericiaspillerne utrolig svært ved at score. Der blev skabt mange chancer, men bolden ville ikke ind. Efter 55 minutter lykkedes det dog endeligt at score med mål af Søren-Emil Jochumsen til 22-31. Fredericiaspillerne pustede, svedte og så ud til at glæde sig til kampen var slut. De havde også spillet en flot kamp, hvor Århus til tider blev matchet, men Fredericia til sidst overmatchet, præcis som træner Ole Bruun Andersen inden dagens kamp havde forudset. Fredericia Håndboldklub blev klappet fra banen af de mange tilskuere og tabte ærefuldt med 23-34.

(Kilde FHK.dk)