FREDERICIA

Feriesjov for hele familien i påsken

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

En særudgave af Feriesjov er på vej til fredericianerne. En perlerække af spændende tilbud til hele familiens påskeferie, hvor vi fortsat skal blive hjemme 

Fra lørdag den 4. april tilbyder Feriesjov sjove aktiviteter via deres Facebook side https://www.facebook.com/feriesjov/ . I samarbejde med foreninger, institutioner og lokale samarbejdspartnere vil Feriesjov dagligt tilbyde bevægelse, motion, oplevelser og læring. To gange dagligt i alle påskedagene deles videoer med idéer til aktiviteter for hele familien. Alt kan udføres hjemme, hvad enten man bor i lejlighed eller hus, har have, altan eller indkørsel.

”Det er et supergodt initiativ. Påskeferien kan godt blive ekstra lang for nogle i år, og da er det alle tiders, at der hver dag er mulighed for at blive inspireret til kulturelle og idrætslige aktiviteter” , siger Susanne Bjerregaard Mørck, der er formand for Kultur- og Idrætsudvalget.

Også Christian Jørgensen, der er næstformand i Kultur- og Idrætsudvalget er begejstret. 

”Det her viser, at kultur- og idrætsområdet ikke bare er kreativt og sprudlende selv i en krisetid, det er også med til at tage et ansvar for, at vi kommer så godt gennem denne tid som muligt” , siger Christian Jørgensen, næstformand i Kultur- og Idrætsudvalget. 

De to politikere glæder sig til at følge de mange videoer, der fra på fredag vil blive lanceret med dato for release.

Feriesjov vil via Facebook og hjemmesiden www.feriesjov.fredericia.dk offentliggøre programmet fredag d. 3. april.

Til nogle af tilbuddene skal man bruge rekvisitter, som eksempelvis en fodbold, et løbehjul, en blyant eller andet. Det vil fremgå af aktivitetsbeskrivelsen i programmet på hjemmesiden. Der er også aktiviteter, som ikke kræver andet end tøj til lejligheden. 

De kommende feriesjov-aktiviteter omfatter et bredt spekter lige fra løbehjulsinstruktion over yoga og trick-fodbold til kagebagning og højtlæsning.