FREDERICIA

Feriesjov 2015

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

For 18. gang kan børn og unge glæde sig til sjove aktiviteter i skolernes sommerferie

Når Feriesjov løber af stablen denne sommer er det 18. gang, at Fredericia Kommune laver sjove ferieaktiviteter for kommunen børn og unge. Men ingen Feriesjov uden lokal opbakning.

”Vi har gennem alle årene haft et fantastisk samarbejde med lokale klubber, foreninger, forbund og andre ildsjæle om at lave spændende sommerferieoplevelser, der gør den fredericianske sommer til noget særligt for vores børn. Også i år ser vi frem til
et godt samarbejde og håber, der er mange, der på den måde vil være med til at stimulere børns og unges lyst og motivation til at bevæge sig mere hver dag”, siger idrætskonsulent Ole Steen Hansen.

Årets Feriesjov bliver afholdt i skolernes sommerferie. Det betyder, at der er I er sommerferieaktiviteter fra lørdag den 27. juni til lørdag den 8. august 2015.

Har du en god idé?
Det er nu, at alle kommunens idrætsforeninger, andre foreninger, forbund, fritidsklubber, SFO’er, enkeltpersoner og andre ildsjæle med interesse for byens børn og unge kan tilmelde aktiviteter til årets Feriesjov. Der er ingen specifikke krav til feriesjovaktivitetens form og indhold. Dog er der et krav om fysisk aktivitet ved 80 % af alle aktiviteterne.
”Så sidder man og har en god idé til en sjov sommeraktivitet for børn og unge, kan man tilmelde sin aktivitet på www.ferie-sjov.dk. Det eneste, vi forventer, er, at I forbereder jer grundigt, og at I er klar til at aktivere, inspirere og motivere børnene til at deltage aktivt i jeres aktivitet”, fortæller Ole Steen Hansen.

Aktiviteterne skal primært henvende sig til børn og unge i alderen 6 til 16 år, og aktiviteterne kan gerne målrettes bestemte aldersgrupper.

På www.ferie-sjov.dk kan man læse mere om Feriesjov og tilmelde en aktivitet.