
Ferie Camp vender tilbage til Fredericia i 2025

Det enestående projekt hvor udsatte danskere tilbydes en god traditionel dansk ferie, med masser af plads til børnene, startede i Bøgeskov, og efter nogle år i Randers kommer den specielle “all inklusive” ferie til Erritsø
Landsforeningen af Væresteder har modtaget 300.000 kroner fra puljen “Unikke oplevelser” til deres årlige Ferie Camp, der i år vender tilbage til Fredericia.
Overnatningen foregår i telte, som deltagerne og/eller deres væresteder har med. Derfor er camp’en ret afhængig af godt vejr. Sådan har det ikke altid været, og derfor er Landsforeningen af Væresteder også afhængig af, at være et sted, hvor der er en god kapacitet af tørretumblere.Også indendørs facililiteter i en regnvåd uge, har været med i Landsforeningen af Væresteders valg af det store og moderne idrætscenter i Erritsø.

En ferie for dem, der har mest brug for det
Ferie Camp er et tilbud til socialt udsatte værestedsbrugere og deres børn. Formålet er at give familier og enkeltpersoner i en særligt udsat position mulighed for at nyde en ferie i trygge rammer. Ferie er mere end blot afslapning; det er en chance for at få nye perspektiver på tilværelsen og skabe grundlag for små og store forandringer i hverdagen.
Aktiviteter og fællesskab i fokus

Ferie Camp byder på et væld af aktiviteter, herunder kreative workshops, Udsatte Legene, musikalske indslag, udflugter og fællesspisning. Alle aktiviteter er designet til at skabe et trygt og inkluderende miljø, hvor alle kan deltage uanset baggrund.
“Vi ved, hvor meget det betyder for vores deltagere at kunne komme på ferie og være en del af et støttende fællesskab. Ferie Camp er et unikt tilbud, hvor alle får mulighed for at koble af og deltage i meningsfulde aktiviteter,” siger en repræsentant fra Landsforeningen af Væresteder.
Ferie Camp vender tilbage til Fredericia
Den første Ferie Camp blev afholdt i 2013 i Bøgeskov ved Fredericia. Dog voksede deltagerantallet hurtigt, hvilket i 2017 medførte en flytning til Randers for at sikre mere plads. I år vender campen tilbage til Fredericia, hvor faciliteterne i Erritsø Idrætscenter vil danne rammerne for en uge fyldt med oplevelser.
Arrangementet afholdes i uge 28, hvor der forventes at deltage op mod 2.000 mennesker fra hele landet.
