Politiets døgnrapport

Fem personer sigtet for omfattende billeddeling af seksuelt krænkende billeder 

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har i samarbejde med flere politikredse sigtet foreløbigt fem personer for ulovligt at have delt flere tusinde intime billeder og videomateriale af unge kvinder. Sigtelserne sker som led i en længerevarende efterforskning, som NSK har foretaget af lukkede grupper på Telegram og Discord.

NSK har gennem længere tid efterforsket en række lukkede grupper på de sociale medier Telegram og Discord. 

Efterforskningen har ført til, at foreløbigt fem personer er sigtet for ulovligt at have delt billeder og videoer med seksuelt krænkende materiale af unge kvinder. 

De fem personer har efter NSK’s opfattelse haft en stor rolle i de lukkede grupper, hvor der er delt flere tusinde billeder og videoer af unge kvinder. En af personerne er desuden sigtet for videregivelse af seksuelt materiale af mindreårige.

Organiseret og bevidst billeddeling 

NSK’s efterforskning peger på, at mindst en af de sigtede har administreret og faciliteret de lukkede grupper ved bl.a. at have opfordret øvrige medlemmer til at dele seksuelt krænkende indhold af unge kvinder på grupperne. Derudover viser efterforskningen, at billeddelingen har været mere organiseret end i tidligere billeddelingssager.

”Den kriminalitet, der er foregået i de lukkede grupper, er omfattende og er foregået i langt mere organiseret grad, end vi tidligere har set i andre billeddelingssager. I de lukkede grupper er private intimbilleder af unge kvinder groft blevet brugt som indbyrdes bytte-og handelsvarer. Det er muligt, at nogen tror, at politiet ikke kan efterforske lukkede grupper på fx Telegram, og man kan gemme sig bag en anonym-profil, men resultatet af disse efterforskninger viser med al tydelighed – at det kan vi”, udtaler Lars Mortensen, politiinspektør i NSK.

De mistænkte personer i sagen er alle sigtet for overtrædelse af straffelovens § 264d om uberettiget deling af krænkende materiale. Strafferammen går fra bøde og, under skærpende omstændigheder, op til fængsel i 3 år.

Alvorlig sag med stor konsekvens for ofrene

NSK har i forbindelse med efterforskningen af de lukkede grupper bevissikret de sigtedes profiler og vil fortsætte efterforskningen af lukkede grupper på de sociale medier. Det er derfor sandsynligt, at der kommer flere sigtelser til i den kommende tid. 

”Det kan være ødelæggende og meget traumatiserende for ofre at vide, at deres intime billeder florerer på internettet og er blevet delt uden ens samtykke. Derfor gør politiet og flere af vores samarbejdspartnere alt, hvad vi kan for at få fjernet seksuelt krænkende materiale på internettet og for at bremse de personer, der står bag. Det kan dog være svært at få nedtaget billeder, når de først er blevet delt på disse platforme, og det kan være blevet delt mange gange og på forskellige platforme. Der er således også tale om en meget omfattende efterforskning, som kan strække sig over længere tid,” siger Lars Mortensen.

Efterforskningen af de fem sigtedes sager vil fortsætte i de politikredse, hvor de sigtede har bopæl. Det drejer sig om kredsene Østjyllands Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi, Midt- og Vestjyllands Politi og Københavns Vestegns Politi. Disse kredse har også bistået NSK i efterforskningen af sagerne i forbindelse med bl.a. ransagning hos de sigtede.

Vil du vide mere?

Politiets Online Patrulje vil sammen med Offerrådgivningen og Stop Chikane holde online møde om ulovlig billeddeling onsdag d. 20. september kl. 19.00. 

Her vil Online Patruljen fortælle om billeddeling og give gode råd og vejledning til sikker færden på nettet. Online mødet varer ca. 1 time, og der vil være god mulighed for at stille spørgsmål til emnet.

Online mødet kan findes på Politiets Online Patrulje Facebook-side her: https://www.facebook.com/onlinepatrulje/

Gode råd 

– Del ikke billeder af andre, uden at du har fået lov.

– Tænk altid over, hvem du kommunikerer med og gør aldrig noget du ikke har lyst til. Del kun private billeder med nogen, du virkelig stoler på.

– Hvis du har kendskab til at dine intime billeder er blevet offentliggjort på internettet, så anmeld det til politiet. 

– Tal med nogen, du stoler på om det.

– Tilpas dine sikkerhedsindstillinger på sociale medier.

Om billeddeling – har du brug for rådgivning?

Stop Chikane, Offerrådgivningen, Dansk Stalkingcenter, Digitalt Ansvar og Red Barnet kan bl.a. hjælpe om vejledning vedrørende ulovlig billeddeling.