LOKALSPORT

FCF LEJER ANGRIBER I RANDERS FC

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Randers FC’ Kasper Junker skifter til FC Fredericia på en lejeaftale, der løber for resten af sæsonen.

FC Fredericia har forstærket truppen med den 20-årige angriber, Kasper Junker, fra Superliga-klubben, Randers FC.

– Kasper Junker er en spiller, vi har fulgt igennem en del år, og som vi også forsøgte at hente ind for et halvt år siden, hvilket dog ikke lykkedes. Men med Jeppe Hansens afgang kontaktede vi igen Randers FC, og denne gang lykkedes det at tilknytte Kasper, siger direktør, Stig Pedersen, og fortsætter.

– Vi ser rigtig meget frem til, at han kommer. Han er en lynhurtig angriber med et godt venstreben. Faktisk er han ligeså hurtig som Anders Hostrup, og efter min mening får vi to af 1. divisions hurtigste angribere, og det forventer vi os rigtig meget af.

Stig Pedersen glæder sig desuden over, at FC Fredericia nu har endnu flere tangenter at spille på med tilgangen af Kasper Junker.

– Jeg synes, at det ser rigtig spændende ud rent offensivt med de forskellige kvaliteter, vi nu er i besiddelse af og kan spille ud. Jeg føler, at vi har fået tilført noget, som vi ikke havde i forvejen, og vi håber, at Kasper kan være med til at skyde os op i tabellen, slutter Stig Pedersen.

Kasper Junker er lejet for resten af sæsonen, og angriberen har første træning med FC Fredericia-truppen i dag.

Kasper Junker fakta
Født: 05. marts 1994
Højde: 187 cm
Position: Angriber
Tidl. klubber: Vinding SF, FC Djursland, Randers Freja & Randers FC

(Kilde: Fcfredericia.dk)