Kort Nyt

FC Fredericia henter Frederik Rieper fra Silkeborg IF

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Den 24-årige forsvarsspiller har skrevet under på en treårig aftale

FC Fredericia har sikret sig den 24-årige centrale forsvarsspiller Frederik Rieper fra Silkeborg IF på en treårig kontrakt, som løber frem til sommeren 2027. Klubben ser frem til at integrere ham i holdets forsvarslinje.

– Vi har fulgt Frederik et stykke tid, særligt efter at han skiftede til Silkeborg IF i vinters. Vi har fundet en forsvarsspiller, som passer perfekt ind i vores spillestil. Herudover er han også en ledertype, som vil komme til at sætte sit præg på truppen i både dagligdag og kamp, siger direktør Stig Pedersen i en pressemeddelelse.

Rieper skiftede i vinters fra Århus Fremad til Silkeborg IF og har siden spillet seks Superliga kampe. Hans seneste optræden var i gårsdagens sidste runde af 3F Superligaen imod FC Midtjylland på MCH Arena.

Øger konkurrencen i forsvaret

– Forsvarsmæssigt skal vi øge konkurrencen, og her har vi fundet en spiller, som har kvaliteterne til at hjælpe holdet fra dag ét. Selvom det har været noget af det bedste vi har præsteret defensivt de seneste 10 år, så er det et af de steder vi skal forbedre os. I Frederik får vi en mand, som netop er garant for dette og kan hjælpe os med vores defensive præstationer, udtaler Cheftræner Michael Hansen.

Frederik Rieper vil tiltræde FC Fredericia, når han sammen med resten af truppen møder ind til første træning tirsdag den 25. juni.