Kort Nyt

FC Fredericia ansætter ny sponsoransvarlig

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

FC Fredericia har ansat Patricia Nielsen som ny sponsoransvarlig. Ansættelsen er et led i klubbens strategi om at styrke relationerne til erhvervslivet i Fredericia og omegn samt forbedre oplevelsen for sponsorer og partnere.

Patricia Nielsen tiltræder stillingen med en solid baggrund inden for salg. Klubben fremhæver hendes energi, personlighed og passion for netværk og forretningsudvikling som afgørende faktorer i ansættelsesprocessen, skriver FC Fredericia i en pressemeddelelse.

Salgsansvarlig i FC Fredericia, Christian Johansen, udtaler:

– Vi har med det samme kunnet mærke ilden i øjnene på Patricia. Hun er en stærk kommunikator med et naturligt drive, og vi er helt sikre på, at hun fra dag ét vil bidrage positivt til den fantastiske kultur, vi har omkring vores netværk og sponsoraktiviteter.

Store forventninger til opgaven

Patricia Nielsen ser frem til de nye udfordringer og til at blive en del af FC Fredericia.

– Jeg glæder mig utrolig meget til at blive en del af FC Fredericia og den her fantastiske by. Det er en stor ære at få lov til at overtage ansvaret for sponsorområdet, og jeg ser virkelig frem til at videreudvikle de stærke og loyale partnerskaber, som Christian og klubben allerede har bygget op gennem årene, siger Patricia Nielsen.

– Det bliver en fornøjelse at møde alle nuværende og kommende partnere – samarbejde og fælles ambitioner er helt centrale for mig, og jeg tror på, at vi sammen kan skabe endnu mere værdi og synlighed, både for klubben, for byen og for vores samarbejdspartnere, tilføjer hun.

Patriccia Nielsen har også en personlig tilknytning til byen:

– Samtidig må jeg indrømme, at jeg glæder mig helt enormt meget til at opleve stemningen på Monjasa Park. Jeg har hørt så meget om den særlige energi og opbakning fra fansene, og jeg kan næsten ikke vente med selv at mærke det hele i levende live. Min kæreste er selv fæstningsbarn og derfor har jeg helt speciel relation til byen, som jeg glæder mig helt vildt til at udvikle og udforske.

Aktiv rolle i netværksarrangementer

Udover ansvaret for sponsorer vil Patricia Nielsen også spille en aktiv rolle i afviklingen af FC Fredericias netværksarrangementer.

– Hendes engagement og evne til at skabe gode relationer gør hende til en oplagt profil til at løfte disse begivenheder til nye højder. Vi ser derfor virkelig frem til, at Patricia kan være med til at udvikle og forbedre oplevelsen til arrangementerne og styrke det tætte fællesskab blandt sponsorer og partnere, udtaler Christian Johansen.

Med ansættelsen af Patricia Nielsen sigter FC Fredericia mod at videreudvikle de kommercielle aktiviteter og fastholde et højt niveau af nærvær og kvalitet for klubbens samarbejdspartnere.