FREDERICIA

FARVEL TIL SKATERMILJØ I DE ORANGE HALLER

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Midlertidigt skatermiljø ved Ungdommens Hus.

De Orange Haller lukker, men der er stadig mulighed for at skate i Fredericia.

De Orange haller har gennem de seneste år dannet rammen om streetsportsaktiviteter i Fredericia, men hallerne skal snart rives ned, som led i udviklingen af Kanalbyen. Derfor har Fredericia Kommune været på jagt efter en ny hal, hvor aktiviteterne kunne fortsætte.

Den gamle gymnastiksal i Norgesgade 12 har været inde i billedet som ny midlertidig facilitet. Men støjmålinger har imidlertid vist, at der er en risiko for, at naboerne til gymnastiksalen kan blive generet af skateraktiviteterne. Derfor er det besluttet, at Norgesgade 12 ikke skal indrettes med skaterramper osv.

I stedet vil der hen over de kommende forårs- og sommermåneder blive etableret et midlertidig streetsport-miljø ved Ungdommens Hus, hvor der i forvejen er faciliteter, der er særligt indrettet til formålet.

”Det er en fin løsning, som jeg håber kommer til at fungere godt,og som vil kunne give os nogle pejlemærker på, hvordan en permanent løsning skal indrettes”, siger Lars Ejby, formand for Kultur- og Idrætsudvalget.

Byrådet har besluttet, at der skal findes en permanent afløser for De Orange Haller, men der er ikke taget stilling til hvor og hvordan.

”Med den midlertidige løsning er der en rigtig god mulighed for at skabe en inddragende proces, hvor brugerne kan komme til orde i forhold til en fast løsning, siger Lars Ejby.

Aktiviteterne i De Orange Haller stoppede i dag med et stort arrangement, hvor der blev taget afsked med en populær og meget brugt aktivitet i byen