FREDERICIA

Farvel til depression og goddag til psykologistudiet

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Farvel til depression og goddag til psykologistudiet med HF-snit på 11,8

Kam5”Wish it, dream it, do it!”

Det lille emaljeskilt over Kamilla Eggert Nielsens skrivebord sammenfatter med tre korte sætninger, hvordan hun med mål, drømme og vilje er nået til, hvor hun er nu.

For lidt over otte år siden var hun på vej mod en studentereksamen på Odense Katedralskole, da livet tacklede hende bagfra.

”Jeg gik ned og blev syg med et halvt år tilbage i 3.g. Jeg har fået stillet forskellige diagnoser, men vil mene, at sygdommen bedst betegnes som en svær depression, lige som jeg har lidt af lavt selvværd. Jeg var på medicin, der gjorde alt helt blankt for mig, indtil vi fik vores søn, da jeg var 24,” fortæller 27-årige Kamilla Eggert Nielsen, der bor i Fredericia med sin søn Noam på tre et halvt år og sin kæreste Rasmus Knudsen, der er Noams far.

Sygdommen havde så godt fat i hende, at hun blev tilkendt førtidspension. Kamilla Eggert Nielsen ville dog ikke leve livet fra samfundets sidelinje.

”Dengang var førtidspension noget, man bare fik, og så var det slut med job, familie og fremtid. Da vi fik Noam, satte jeg mig for, at jeg ikke ville falde sammen igen, men ville kæmpe for det, jeg ville opnå. Jeg ville ikke blot sidde passivt på sofaen, se tv og lade mig forsørge af samfundet resten af mit liv. Jeg ville yde til samfundet ved at følge mine drømme. Den manøvre kræver selvdisciplin og opbakning fra familien, som jeg heldigvis har fået i rige mål,” fortæller hun.

Et af de store skridt ud i fremtiden og samfundet har Kamilla Eggert Nielsen de seneste tre år taget ved at læse HF-enkeltfag på HF og VUC Fredericia, som kan tilpasse undervisningen efter elevernes behov. Kamilla Eggert Nielsen har for eksempel læst en del fag som fjernstudie.

”Jeg har nu omsider gjort min studentereksamen færdig, kan man sige. Måske fordi jeg er blevet ældre og har været så langt væk fra studierne, synes jeg, det har været spændende at lære nyt. Jeg har gjort meget ud af at deltage i undervisningen og lave mine lektier. At være psykisk syg har gjort, at jeg sætter pris at få en uddannelse og ikke tager uddannelse eller noget andet for givet,” fortæller hun.

Hun har høstet 12-taller på stribe, så snittet på hendes eksamensbevis ligger på imponerende 11,8, og hun blev kåret til ”Årets knivskarpe” på VUC.

”Jeg tænker ærlig talt ikke så meget over karaktererne, men suger undervisningen til mig og gør mit bedste. Det er for mig også vigtigere at være en god mor for Noam og tage ansvar for min familie end at få gode karakterer. Med karaktererne har jeg bevist for mig selv og alle dem, der ikke troede på mig, at jeg godt kan. Ubevidst har det nok været en drivkraft,” siger Kamilla Eggert Nielsen.

HF på VUC Fredericia var et skridt på vejen, som hun forventer at fortsætte ad ved at læse psykologi på universitetet i Odense eller Aarhus efter sommerferien. Fordi hun læser videre inden for to år, kan hun gange sit karaktersnit med 1,08, så hun søger ind med 12,7.

”At blive psykolog er at udleve drømmen helt. Jeg kan benytte min bagage og livserfaring til at forstå, hvorfor mennesker tænker og gør, som de gør. Jeg kan benytte mig selv som eksempel på, at livskriser ikke behøver at vare ved hele livet, hvis de – med støtte fra omgivelserne – gør en aktiv indsats for at finde vejen ud. Jeg er bevis på, at livet går videre, hvis man vil videre,” mener Kamilla Eggert Nielsen.

Flere af hendes pointer følges af et forsigtigt smil.

”Jeg har altid været meget sensitiv og opfatter signaler, selv når andre mennesker ikke siger noget. Depression er én lang streng af op- og nedture med overvejende pessimisme, men i dag kan jeg finde noget positivt i alting,” fortæller Kamilla Eggert Nielsen.

”Wish it, dream it, do it!”