FREDERICIA

Far – hvad er fred?

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Englænderne hilses fra Lillebæltsbroen - maj 45Far – hvad er fred?

Museerne i Fredericia lancerer digital udstilling og undervisningsplatform om Danmarks Befrielse

I anledning af 70-året for Danmarks Befrielse har Museerne i Fredericia lavet en digital udstilling med øjenvidneberetninger fra besættelsestiden og dagene omkring 4. og 5. maj 1945.

Krigen set med unge fredericianske øjne
Materialet til udstillingen kommer fra interviews med 14 øjenvidner i alderen 75-89 år, som alle er vokset op i den nuværende Fredericia Kommune, og som alle var børn og unge under Besættelsen. De oplevede krigsårene som en del af deres barndom og kan fortælle om hverdagen under krigen og specifikke begivenheder, som har prentet sig ind i deres erindring.

De 14 øjenvidner er både fæstningsbørn, oplandsbørn og børn fra landet, som er blevet interviewet om deres oplevelser omkring 4. maj 1945, og hvad de ellers kan huske fra besættelsestiden.Gothersgade maj 45

Historier fortalt med lyd og billeder
Lydklip danner grundlaget for udstillingen sammen med tidssvarende billeder.

”Historien bliver mere levende, når man hører den blive fortalt af dem, der selv oplevede det. Mennesket bag beretningen bliver meget nærværende,” siger primus motor på projektet Rasmus Welling, museumsformidler i Skoletjenesten på Museerne i Fredericia.

Besøg udstillingen på internettet
Udstillingen er digital og findes på Museernes hjemmeside www.fredericiahistorie.dk. Den består af to digitale platforme; en hjemmesidedel og en byvandring i Museernes app.

Udstillingen har to forskellige indgangsvinkler. Alle befrielsesberetningerne ligger tilgængelige som lydfiler knyttet til et kort, der viser, hvor øjenvidnet boede eller befandt sig på befrielsesaftenen. En parallel hovedside viser en liste over temaer, der har relation til Befrielsen og Besættelsen med beretninger, man kan lytte til. Derudover danner et antal udvalgte beretninger og billeder grundlag for byvandringer, som findes i appen ’Museerne i Fredericia’. Man kan således tage sin smartphone eller tablet med ud i byen og høre øjenvidneberetninger på de steder, hvor begivenhederne fandt sted, f.eks. en stikkerlikvidering, sabotage og skyderi på åben gade. Disse beretninger og billeder kan man også opleve hjemme i stuen.

Åbner 4. maj
Den 4. maj kl. 13.00 er der officiel åbning af udstillingen og reception for indbudte gæster i Kongens Port, Øster Voldgade 1. Her er pressen også velkommen.

Kl. 14.00 og 16.00 samme dag er der offentlig byvandring med fokus på besættelsestiden. Mødested: Bunkermuseet, Nr. Voldgade ved Bjergegade. Man kan allerede nu se udstillingen på http://www.fredericiahistorie.dk/node/1332