Kort Nyt

Familier med behov for støtte har gavn af sundhedsplejerskebesøg også efter det første år

Sundhedsstyrelsen har evalueret projektet “Sundhedsplejebesøg de første 1.000 dage hos familier i udsatte positioner og i dagtilbud”. Evalueringen viser, at projektet har haft stor værdi for både familier og fagpersonalet.

21 kommuner har deltaget aktivt i projektet, der har handlet om at styrke den tidlige indsats i barnets første 1000 dage. Målet har været, at familier med behov for støtte fra sundhedsplejersken fortsat kan få støtte efter det første år. Det skal være med til at skabe mindre ulighed i sundhed blandt de små børn og styrke tilknytningen mellem barnet og dets forældre.

”Projektet har givet sundhedsplejerskerne mulighed for at arbejde med at få forældrenes bekymringer for deres små børn på dagsordenen i højere grad end hidtil.  Det er sundhedsfremmende for familierne at blive inddraget mere. Samtidig styrker det sundhedsplejens faglighed, når de metodisk og sundhedspædagogisk arbejder med en højere grad af forældreinddragelse,” siger Annette Poulsen, sundhedsplejerske og projektleder.

Kommunerne har arbejdet i to spor. I det ene spor har sundhedsplejen tilbudt besøg ved 1½ og 3 år til familier, der har behov for ekstra støtte fra sundhedsplejen i barnets første leveår.

Forældre med særlige behov blev desuden tilbudt et forældrekursus, kaldet COS-P (Tryghedscirklen), der har givet dem færdigheder i at forstå deres børns reaktioner i konflikter. Det kan for eksempel være ved at forældrene ændrer på deres egen adfærd i ”ulvetimen”, hvilket øger børnenes tryghed og forældrenes tro på deres egne evner som forældre. I det andet spor har kommunerne arbejdet med at styrke det tværfaglige samarbejde mellem sundhedsplejen og dagtilbud. Samarbejdsprojektet har handlet om såvel det generelle samarbejde som samarbejdet om de specifikke børn og familier i udsatte positioner, som er med i projektet.

Evalueringen viser, at projektet har haft stor værdi for familier i udsatte positioner, og at det generelt møder stor opbakning fra professionelle i sundhedspleje og dagtilbud. Den kvalitative del af evalueringen fremhæver, at hjemmebesøgene med deres særlige udformning burde tilbydes til alle, fordi det er så meningsfuldt for både forældre og professionelle. Flere kommuner arbejder derfor med at få projektets aktiviteter ind i sundhedsplejens generelle tilbud, nu hvor projektet er afsluttet.

”Det styrkede samarbejde mellem dagtilbud og sundhedspleje har generelt givet stor værdi i relation til forældrene, fordi man lærer hinandens kompetencer at kende og ved, hvad man kan bruge hinanden til. Det gælder også, selv om samarbejdet har været svært at gennemgøre på grund af covid-19, der i lange perioder har forhindret sundhedsplejerskerne i at få adgang til dagtilbuddene og forældrene. Der er derfor gennemgående enighed blandt de professionelle om, at det samarbejde er noget, de bør have mere af og holde fast i fremover,” siger Annette Poulsen.

Evalueringen konkluderer desuden:

  • at der er stort behov for indsatser i de første 1000 dage til familier i udsatte positioner
  • at hjemmebesøg ved 1½ år og 3 år er værdifulde og veltimede
  • at forløb med COS-P (Tryghedscirklen) giver forældre nye veje til at forstå og forholde sig til deres børn
  • at samarbejde mellem dagtilbud og sundhedspleje øger tryghed, trivsel og håndtering af udfordringer
  • at det udarbejdede materialer generelt giver inspiration til sundhedsplejens dialog med forældrene og til forældreskabet.