FREDERICIA

Familien Berthelsen fra Taulov er Fredericias mest læsende børnefamilie

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Det er godt at læse. Det gør os klogere. Det øger vores ordforråd, styrker vores fantasi og vores koncentrationsevne – men det kan også være hårdt arbejde. Det har 67 familier mærket på deres egen krop i løbet af februar måned. De har nemlig deltaget i Fredericia Biblioteks læsekonkurrence #Læsedysten og læst i alt 330.558 sider.

 
I #Læsedysten har 67 familier, alt 153 børn og 117 forældre, dystet om at læse flest bøger i løbet af én måned, og i lørdags blev vinderen kåret ved en præmieoverrækkelse på Fredericia Bibliotek.
 

1.pladsMed i alt 7.099 læste sider pr. person blev familien Berthelsen vinderen af #læsedysten, og de kan nu kalde sig Fredericias mest læsende familie. De har i gennemsnit læst 24 bøger pr. person i løbet af den måned, hvor #læsedysten har kørt. Familien Ancher Andersen, der ellers har ført konkurrencen det meste af måneden, måtte se sig slået på målstregen. De kom på en flot 2. plads med i alt 6.275 læste sider pr. person mens Familien Van Well nuppede 3. pladsen. De har formået at sluge i alt 5.625 bogsider pr. person siden 1. februar.

Fædrene har generelt ligget lidt på den lade side i #læsedysten. De har kun læst 44.992 sider hvilket svarer til 150 romaner. Mødrene har til gengæld slugt 94.821 sider, ca. dobbelt så meget som fædrene men det er børnene, der har imponeret allermest. De har til sammen læst 190.745 sider hvilket svarer til 1271 børnebøger eller hele 6358 letlæsningsbøger. Den mest læsende dreng blev Adrian Ancher Andersen på 10 år, der i februar ikke har foretaget sig meget andet end at læse. Han har læst 10.636 sider. Den mest læsende pige blev Sophie Refsgaard på 17 år. Hun har læst i alt 8.602 sider.

vinderneDer er altså blevet læst uendelige rækker af bøger. Mødrene har kastet sig over krimigenren og læst krimier som Dennis Jürgensens Løbende tjener og Jussi Adler-Olsens seneste bind i Carl Mørk serien Den grænseløse. Fædrene har læst fantasybøger som Game of thrones og spændingsbøger som Steffen Jakobsens Et bjerg af løgne mens børnene har kastet sig over klassikere som Harry Potter, Gummitarzan og fantasyserier som Vildheks og Skyggens lærling.

 

Der er med andre ord blevet læst for vildt i Fredericia i februar.