FREDERICIA

Faglige Seniorer: Gør det gratis for pensionister at køre med bybus fra 2025

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Formanden for Teknisk Udvalg, John Nyborg (A): “Det er et sympatisk forslag”

“Vi tror, at gratis bustransport til alle pensionister vil løse en del af parkeringsudfordringerne i indre by – og især de problemer der er med at deltage i aktiviteter i Seniorhuset for gangbesværede.”, lyder det fra formanden for Faglige Seniorer, Carsten O. Jørgensen, der også påpeger stigende problemer med at finde parkeringspladser.

Økonomi
“Vi er helt klar over, at gratis bus til pensionister selvfølgelig skal finansieres af Fredericia Kommune.  Det er ikke helt let, med de udfordringer der er omkring økonomien – så vi foreslår derfor, at gratis bus for pensionister får et forsøgsår, hvor der kan indsamles viden”, fortæller Carsten O. Jørgensen.

Det er John Nyborg helt enig i. Til DanmarkC TV siger han: “Spørgsmålet er, hvordan kommuneøkonomien tager i mod udgiften?”. Til DanmarkC TV fortæller John Nyborg, der sidder i bestyrelsen for Sydtrafik, at det kan være interessant at lave forskellige business cases på forslaget. 

Positiv modtagelse
John Nyborg mener, at forslaget er “Meget, meget, meget sympatisk. De fleste der kender mig, ved godt, at jeg synes gratis kollektiv trafik er vejen frem”.

I lørdagens Nyheder uddyber Carsten O. Jørgensen forslaget fra Faglige Seniorer, og John Nyborgs reaktion.

Socialdemokraten John Nyborg, formand for Teknisk Udvalg, tager positivt mod forslaget om gratis busser for pensionister. Foto: DanmarkC TV.