
Færre unge ryger i en tidlig alder

De unge i 7.- 9. klasse i Fredericias folkeskoler siger i høj grad nej tak til røg og er i lige så god trivsel, som deres jævnaldrende på landsplan
Fra 2012 til 2015 er der sket en fremgang i de unges sundhed og trivsel. Det viser en landsdækkende undersøgelse blandt fra efteråret 2015, som Skolesundhed.dk har gennemført blandt de unge i 32 kommuner. Der er markant færre af de unge i 7.- 9. klasse der har prøvet at ryge og lidt færre unge, der oplever at være meget ensom. Det viser resultaterne for Fredericia Kommune, når tallene fra ungeprofilundersøgelsen i 2012 bliver holdt op imod de unges besvarelser fra efteråret 2015.
”Det er rigtig positivt, at der på en række vigtige parametre, som har betydning for de unges læring og trivsel, kan dokumenteres en positiv udvikling. Fredericias børn og unge har ellers været lidt bagud i kriminalitetsstatistikkerne og målt på deres sundhed, så det er rigtig dejligt, at der i resultaterne fra ungeprofil 2015 kan spores en fremgang. Den fremgang håber jeg, at vi nu kan fastholde”, siger Ole Steen Hansen, der er formand for Børne- og Skoleudvalget.
Formanden for sundhedsudvalget Susanne Eilersen bakker op og siger;
Det er helt afgørende, at den nye kommunale sundhedsstrategi har fokus på at fastholde den positive udvikling, og det skal bl.a. ske gennem en tidlig indsats i forhold til børn og unge. Vi tror på de gode resultater, når indsatserne finder sted tidligt og er helheds- og familieorienteret og målrettet barnets eller familiens aktuelle behov”.
Ungeprofil 2015 for Fredericia kommune kan hentes ned fra www.pædagogisk.dk under fanen ´sundhed´.
Fakta om ungeprofil 2015
Ca. 30.000 har besvaret undersøgelsen, der er gennemført af SSP-samrådet.
Fredericias svarprocent: 63 % (55 % drenge og 45 % piger)
Temaer i undersøgelsen: Trivsel, sundhed, søvn, fritid, mad og måltider, alkohol, rygning, sex/seksuel adfærd, sygdomme, skole, kammerater, stoffer, kriminalitet
Fakta:
• Dårlig trivsel har alvorlige konsekvenser for skolebørn. De klarer sig dårligere fagligt og socialt, har mere skolefravær og opnår i gennemsnit et lavere uddannelsesniveau
• Blandt større skolebørn med lav skoletrivsel ses en hyppigere forekomst af risikoadfærd i forbindelse med rygning, alkohol og sex
• Mentale sundhedsproblemer i barndom og ungdom følger personen ind i voksenlivet og fører til en overrisiko ikke blot for dårlig mental sundhed i voksenlivet og for generel overrisiko for dårligt helbred i voksenlivet.
• Sårbare børn har større risiko for at blive anbragt uden for hjemmet.
Kilde: Kora 2015