DanmarkC TV

Home Læserdebat Poul Sørensen: Får de ældste den behandling de fortjener
Poul Sørensen: Får de ældste den behandling de fortjener

Poul Sørensen: Får de ældste den behandling de fortjener

0

Af Poul Sørensen, Byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti, Trelde Næsvej 106, Trelde Sande, Fredericia

De fleste af os ønsker os et langt liv, og med et langt liv følger også ofte en alderdom, hvor vi bliver afhængige af andres hjælp og omsorg.
Der er i vores velfærdssamfund hård kamp om de økonomiske ressourcer, og alle interessegrupper kæmper kampe for deres medlemmer for at få del i disse.


Men når man bliver gammel, sædvanligvis efter et langt og slidsomt arbejdsliv, bliver man pludselig mere usynlig. Det er nemmere at se mulighederne i de kommende generationer, der er på vej ind i livet, end de, der er på vej ud.
Det var Else-sagen sidste år et lysende eksempel på, hvor en umenneskelig og uempatisk behandling fik lov til at udvikle sig på et plejehjem, og Else-sagen var desværre ikke et enestående eksempel.
Hvad er der egentlig sket siden?


Jeg har selv for nylig erfaret, at en gammel mand, der skulle tilbringe sin sidste tid i eget hjem, måtte forrette sin nødtørft liggende i sengen på en ble, da plejeren ikke selv kunne få ham op pFå en toiletstol.
Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvor ubehageligt og ydmygende det må have været for ham.
Det her er ikke et angreb på den stakkels plejer, der ikke var i stand til at yde en bedre pleje, nej min indignation er rettet mod det system og de ledere, der tillader , at vi behandler hjælpeløse mennesker så inhumant.
Vi bliver nødt til at gentænke måden at behandle vore gamle på, og jeg vil foreslå, at vi kigger ud mod nogen, der har en anden tilgang.


Det kunne f.eks. være til May Bjerre Eiby, der i 2021 fik Fonsmarkprisen for, i både ord og handling, at vise, at den danske ældrepleje kan blive meget mere empatisk og respektfuld. Hun er sygeplejerske og stifter og leder af de private plejehjem og -tilbud Dagmarsminde og Søstersanatoriet og forfatter til bogen “Omsorgsmanifestet”.
Hendes plejehjem er indrettet, så det mere ligner de hjem, de ældre kommer fra, end det vi forbinder med et standardiseret plejehjem.


Der er almindelige dagligstuemøbler, malerier på væggene og rigtige bøger i reolerne, og i stedet for mekaniske pelsdyr, lunter der en flink Golden Retriever rundt blandt beboerne.
De gamle sidder ikke og tuller på deres egne værelser, men inviteres ind i fællesskabet, hvor nærvær og omsorg er de vigtigste parametre. Beboerne bliver aktiveret i stedet for at blive passiviseret, og der foregår så vidt muligt en nedtrapning af beboernes medicin i stedet for det modsatte. I gennemsnit får beboerne et præparat om dagen, hvor plejehjemsbeboere på landsplan får otte.
Dagmarsminde har ikke flere penge end de offentlige plejehjem, og det er som friplejehjem finansieret af det offentlige, og mange af beboerne er der på en almindelig folkepension.
Men devisen er: Fjern hjælpemidlerne, fjern medicinen, sørg for at træne beboerne og sørg for, at der sker noget i beboernes liv!


Vi kan sikkert ikke forvente, at alle ledere har May Bjerre Eibys entusiasme og gåpåmod, men vi kan som et minimum forvente, at lederne ved, hvad der sker på deres institution, og at de tager hånd om, at der udvikles en kultur, hvor det er de gamle og deres behov, der er i centrum, og at der bliver ryddet op blandt de medarbejdere, der ikke er villige til at møde de gamle med omsorg og nærvær.
Det vil vi være med til at sikre!