FREDERICIA

Få inspiration til at mindske madspild på årets tøjbyttemarked

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

I weekenden kan fredericianerne bytte sig til en ny garderobe og samtidig få gode tips til, hvordan de kan få mere ud af råvarerne hjemme i deres eget køkken.

Det er for sjette år i træk, at Fredericia Kommune byder indenfor til tøjbyttemarked, hvor borgere kan bytte sig til en helt ny garderobe. I år løber arrangementet af stablen den 30. og 31. august i Det Bruunske Pakhus.

”Med tøjbyttemarkedet sætter vi fokus på den miljøbelastning, der er forbundet med produktion af tøj og vores overforbrug af tøj. Derfor har vi etableret et marked, hvor man kan bytte sit tøj til nyt, brugt tøj og dermed spare miljøet for en masse kemikalier og CO2-udledning, fortæller projektkoordinator Suzanne Vinther fra Grønt Sekretariat i Fredericia Kommune.

Markedet foregår tre steder i byen. I Det Bruunske Pakhus finder man dame- og herretøj, i Det Grønne Rum kan man bytte sig til nyt børnetøj, og på Rådhuspladsen er der sko, tasker mm.

FOTO : Claus Fisker

Mød det lokale Karins Køkken

Det er blevet en tradition, at årets tøjbyttemarked også viser andre måder at leve mere bæredygtigt på. I år er der mulighed for at høre om, hvordan man selv kan være med til at begrænse madspild hjemme ved køkkenbordet, når den lokale kursusvirksomhed Karins Køkken kigger forbi.

Her kan man opleve, hvordan Karin udnytter rester fra køleskabet og haven i sin daglige madlavning og få smagsprøver på resultatet. Der vil være gode køkkentips til restemad, gratis opskrifter og inspiration til selv at sylte og forlænge holdbarheden på årets havehøst.

 

Tid og sted

Tøjbyttemarkedet finder sted fredag d. 30. august kl. 16.00-21.00 og igen lørdag d. 31. august kl. 11.00-15.00.

Karins Køkken kan opleves fredag den 30. august kl. 17.00-18.00 og igen lørdag den 31. august kl. 11.00-12.00 i verdensmåls-loungen i gården foran Det Bruunske Pakhus, Kirkestræde 3, 7000 Fredericia.