FREDERICIA

Få hentet ekstra restaffald

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericia Byråd har givet grønt lys til, at der blive hentet ekstra restaffald hos fredericianerne

I en tid, hvor mange er hjemme, fordi skoler, daginstitutioner og arbejdspladser er lukket ned, så bliver der mange steder genereret mere restaffald end normalt. Derfor har byrådet givet Affald og Genbrug ok til at hente en sæk restaffald mere sammen med den almindelige dagrenovation. 

”Vi ved, at der er mere pres på skraldespandene i øjeblikket, så vi vil gerne give en hjælpende hånd ved at tilbyde at hente en ekstra sæk restaffald, så længe corona-krisen varer”, siger Lise Nielson, næstformand for Miljø- og Teknikudvalget. 

For at kunne få hentet en sæk restaffald mere i denne tid, er det vigtig, at man kontakter Affald og Genbrug på affald.genbrug@fredericia.dk eller ringer på 7210 6367. Er der ikke givet besked om den ekstra sæk, så bliver den ikke taget med. 

Sækken skal være lukket og må kun indeholde restaffald og ikke ting til genbrug. Sækken stilles ved siden af restaffaldsbeholderen og vil blive taget med på den normale tømningsdag. 

Ordningen starter mandag den 30. marts 2020 og gælder til andet bliver meldt ud.