FREDERICIA

Få en på opleveren i legeparken

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Juni byder på flere spændende aktiviteter i Madsby Legepark

Juni måned byder, indtil videre, ikke bare på rigtig godt vejr men også en masse spændende aktiviteter i Madsby Legepark, hvor du både kan nyde den blå himmel og få en på opleveren med familien.

Modelskibe i bådsøen

Madsby Legepark kickstarter pinsen med et besøg af Hedensted Modelskibeklub, der afholder træf og sætter modelskibe i bådsøen. Det sker søndag den 8. juni fra kl. 11-17. Se de flotte modelskibe og få en snak med de dygtige modelbyggere i informationsteltet. De sidste par år har både dampskibe, motorskibe og et par enkelte sejlskibe sejlet rundt i legeparkens bådsø, og det er helt bestemt et syn værd!
Find den røde næse frem og kridt skoene
Danske Hospitalsklovne og løbeklubben Pinen & Plagen på Mors siger klar, parat til start lørdag den 14, hvor der afholdes Klovneløb i en række danske byer fra kl. 12-13.
For tredje års i træk står Madsby Legepark i spidsen for løbet i Fredericia, som støtter de danske hospitalsklovnes arbejde.  Alle kan være med, og det er helt op til en selv hvordan. Man kan både løbe, gå, hoppe og tage sin barnevogn eller gamle bedstemor i kørestol med.

Klovnene fra Tryl og Spas starter opvarmningen kl. 11.30 og hepper på alle ved målstregen. Ruten i år er på 2,5 eller på 5 km. Lidl er hovedsponsor for løbet, og der vil være en vand og et stykke frugt til alle deltagere, som også frit kan benytte legeparkens fællesgrill eller få en tur med Madsby-Toget, hvis man viser sit løbenummer.

Tilmelding på www.klovnelob.dk hvor du også kan læse mere. Det er også muligt at tilmelde dig på selve dagen i Informationen, hvor du også får udleveret en rød næse.

 Aktivitetsdag for alle

Vi gentager succesen fra de sidste to år og fylder legeparken til bristepunktet med en lang række spændende aktiviteter på Aktivitetsdagen søndag den 22. juni.

For kun 50 kroner får man et aktivitetsbånd, som giver ubegrænset adgang til Madsby-Toget, minigolf, waterballs, bådene, en tur på et cirkusdyr. Armbåndet kan købes fra kl. 9.30 i Informationen samme dag og er gyldigt mellem kl. 10-15, hvorefter man skal betale for aktiviteterne.

”Man kan stadigvæk nøjes med at købe en billet til de enkelte aktiviteter, hvis man ikke har så meget tid, men vi håber selvfølgelig, at vores gæster vil tilbringe det meste af dagen her i legeparken”, siger Kim Ekstrøm, souschef i Madsby Legepark, som er glad for samarbejdet med Legeparkens Venner, Jacob Yde og Cirkus Trapez.

”Uden deres store engagement og velvilje var det slet ikke muligt at få en aktivitetsdag med så mange fantastiske tilbud op at stå”, afslutter Kim Ekstrøm.