FREDERICIA

Experience Fredericia – nu som forening

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Den stiftende generalforsamling fandt sted onsdag d. 15. november

Arbejdet med at tiltrække erhvervsturisme til Fredericia har fået luft under vingerne, og på baggrund af det fortsat store potentiale, har man valgt at stifte foreningen Experience Fredericia, lyder det i en pressemeddelelse.

Stiftelsen af Experience Fredericia som forening kommer på bagkant af et par års intenst arbejde med erhvervsturismen i byen. Arbejdet har resulteret i et samarbejde på tværs af de lokale hotel- og oplevelsesaktører med udgangspunkt i en sammensat organisation, der til dagligt arbejder ud fra Business Fredericia.

Grete Højgaard blev ved generalforsamlingen valgt ind som formand for bestyrelsen i den nystiftede forening.

– Baggrunden for stiftelsen af foreningen tager udgangspunkt i den oprindelige ambition med stiftelsen af Experience Fredericia for år tilbage, nemlig at arbejde sammen om at tiltrække store grupper af erhvervsturister til byen. Vi har i dag fået luft under vingerne og dermed flere muligheder for at tiltrække store events til byen fremover. På baggrund af det potentiale, er der truffet et valg om at stifte en selvstændig forening, fortæller Grete Højgaard der til daglig er direktør i MESSE C, i pressemeddelelsen.

På generalforsamlingen var der opbakning fra det lokale erhvervsliv, og en større andel af de lokale aktører på området var repræsenteret.

– Vi er glade for det engagement og den opbakning, som vi har oplevet på mødet i dag, og vores formål med Experience Fredericia vil fortsat være at tiltrække erhvervsturisme, udvide ”Resort Fredericia” og sigte efter at udbrede kendskabet til Fredericia som erhvervsturisme destination, fortæller Einar Kring, Direktør på Hotel Fredericia. i pressemeddelelsen, han er valgt ind som næstformand i bestyrelsen.

Experience Fredericia vil fortsætte med at have sin daglige drift ud fra Business Fredericia under Erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer, der i øvrigt også har indtaget en plads i bestyrelsen. De øvrige bestyrelsesmedlemmer tæller Camilla Dvinge/ejer af Dancamps Treldenæs, Jesper Hansen/ejer af Hotel Gammel Havn og Jacob Klausen/medejer af Lindely Vin. Sune Østergaard, der ejer Get Outdoor, er indvalgt som suppleant.