FREDERICIA

Eventyret starter i din baghave

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Kom til spændende foredrag med den danske eventyrer Erik B. Jørgensen i Veterancaféen på Depotgården

Hvordan ser man muligheder i stedet for begrænsninger? Hvad skal der til, for at man fungerer og handler optimalt som individ? Hvilke værktøjer og huskeregler kan bringe os videre og give os overskud som mennesker? Det er nogle af de spørgsmål, den danske eventyrer Erik B. Jørgensen svarer på i foredraget ”eventyret starter i din baghave – et foredrag om personlig indstilling” torsdag den 13. september 2018 kl. 19.30.

Erik B. Jørgensen, der blandt andet er kendt fra TV2-udsendelserne ”Korpset” er inviteret til Fredericia af Veterancafeen, der holder til på Depotgården, hvor foredraget også finder sted.

Den danske eventyrer har gjort militærkarriere i mere end et årti herunder længst tid i Jægerkorpset og Sirius Patruljen.

Med lune, humor og befriende ærlighed fortæller Erik B. Jørgensen sine fantastiske historier og anekdoter i foredrag, der er spækfyldt med pointer, som deltagerne kan spejle i deres eget liv og hverdag.

Foredraget tager udgangspunkt i Eriks B. Jørgensens egne erfaringer fra et liv, hvor han har oplevet mange ekstreme situationer. Han fastslår dog én ting, nemlig at det vi oplever i ekstreme situationer ikke adskiller sig stort fra det, vi som medarbejdere, ledere, ægtefæller og forældre oplever i hverdagen.

Arrangementet er det første i en serie på fire foredrag, der kommer rundt om forskellige aspekter af livet som soldat. De øvrige tre foredrag er med Ruth Brix Christensen, der er leder af KFUMs soldaterhjem og har været udsendt til Irak, Afghanistan og Libanon, med Martin Aaholm, der blev hårdt kvæstet og invalideret såret i Afghanistan og om hans kamp tilbage til livet samt Bjarke Jensen, der var udsendt med forsvaret til verdens brændpunkter i Kroatien, Bosnien, Kosovo, Irak og Afghanistan og i dag sejler med Søværnets inspektionsskibe.

Tilmeld dig

Veterancafeen holder til på Depotgården, der er Fredericia Kommunes Kultur- og Aktivitetshus. Det ligger Lollandsgade 2-4. Man tilmelder sig foredrag og andre arrangementer hos brobygger Susanne Holst, mobil 2224 1338 enten pr. sms eller telefon. Det koster 25 kroner pr. person pr. arrangement inklusive kaffe/the/vand og kage i pausen.