
Et kapitel slutter, og et nyt begynder for 110 unge på Kirstinebjerg-skolen
Tirsdag aften markerede en milepæl for omkring 110 elever fra 9. årgang på Kirstinebjergskolen
Her markerede man afslutningen på et årti med skolegang for omkring 110 elever fra 9. årgang, som nu er dimitteret fra folkeskolen.
Dagen bød på taler, sange og overrækkelse af eksamensbeviser i en ceremoni, der hyldede de unges rejse fra børn til unge voksne.

Skolens hal dannede rammen om en ceremoni med taler, sange og overrækkelse af eksamensbeviser. For afdelingsskoleleder John Agerholm var det en dag, der markerede mere end blot afslutningen på et skoleår. Det var et farvel til en årgang, han har set udvikle sig markant.
”Vi har haft en festdag, hvor vi har markeret, at 10 års skolegang, når vi tæller børnehaveklassen med, at det er nu slut,” fortalte han.
Han beskrev eleverne som værende ved en skillevej, klar til at tage det næste skridt.
”Jeg kalder dem begyndende voksne, når de kommer her i syvende klasse. I dag kalder jeg dem faktisk mere voksne end begyndende. Så de er faktisk klar til, synes vi, til nu at træde videre ud i livet.”

Blikket rettet mod en ny fremtid
I elevrådsformand, Mynthes tale blev der sat ord på den læring, der ikke kan måles i karakterer.
“Vi har lært meget, ikke kun om dansk matematik, men også om, hvem vi er, og hvem vi gerne vil være,” lød det fra Mynthe på talerstolen.
Talen reflekterede over fortiden og så frem mod de nye veje, de unge nu skal betræde, hvad enten det er gymnasiet, en erhvervsuddannelse eller efterskole.
“Nu står vi foran noget nyt, nye mennesker, nye krav og nye mål for fremtiden.”
“Men vi tager med os noget, som ingen kan tage fra os. Den tid, vi har haft sammen, vores minder og alt det, vi har lært både i og udenfor et klasselokale.”