FREDERICIA

Et hektisk efterår for Teater Malstrøm

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

 
Teater Malstrøm, Fredericias semi-professionelle teater, har kalenderen fyldt de kommende måneder.

 

Turné i Trekantområdet og konkurrencer på Kulturnatten

31. august og 1. september drager de medvirkende i teatrets første efterårsopsætning ”Beatles Kabaret” ud på en turné rundt i seks byer i Trekantområdet, for at fremføre uddrag af forestillingen i forbindelse med Trekantområdets Festuge. Turnéen besøger både Middelfart, Fredericia, Vejen, Grindsted, Vejle og Haderslev.
Til Kulturnatten i Fredericia 31. august har teatret en bod på Rådhuspladsen, hvor man kan få information og materiale om de kommende forestillinger, og det er muligt at vinde billetter til teatrets efterårsforestillinger. Hvis ikke man lige er i byen den dag, er der løbende konkurrencer på Teater Malstrøms Facebook-side.
 
Konstant aktivitet frem til jul
Efter Festugen rykker teatret ind på Det Bruunske Pakhus til gennemspilninger før premieren på ”Beatles Kabaret – All you need is love” 13. september. Forestilling spiller i syv uger fra torsdag-lørdag frem til udgangen af oktober, og derefter er der kun én uge før teatret igen øver på Det Bruunske Pakhus op til premieren 21. november på teatrets årlige familieforestilling i opløbet til jul – i år ”Den Lille Prins”. Forestillingen spiller onsdag-søndag frem til 16. december.
Forberedelserne til de to opsætninger er dog startet mange måneder tidligere med audition, teaterprøver, syning af kostumer og opbygning af scenografi.
 
Fyldte lokaler på Bülows Kaserne
Udover teatrets forestillinger, der spiller på Det Bruunske Pakhus, er der også gang i de lokaler teatret benytter på Bülows Kaserne. Teaterleder Martin Bach Sørensen fortæller:
”Vi har øvelokale i det tidligere Telegrafregimentets historiske samling, hvor vi også har systue, og så har vi et depotrum til kostumer og rekvisitter, som også fungerer som scenografisk værksted. Det er et mylder af aktivitet deroppe, men måske også lidt presset med så mange funktioner klemt ind i to rum. Danserne er forståeligt nok noget utilfredse, når de støder på synåle på gulvet i øvelokalet. Men vi er i dialog med Kommunen om en løsning på lokalesituationen”.
 
Travlhed på systuen
Siden forårets Burlesque opsætning har der nærmest ikke været én dag fri på Teater Malstrøms systue. De ti piger har også arbejdet i sommerheden, så kostumerne til Beatles Kabareten bliver færdige til tiden. Heldigvis ligger Østerstrand et stenkast derfra, så piger har udviklet et fast ritual med at få sig en svalende dukkert i bølgerne. Det gælder også på regnvejrsdagene, der har sneget sig ind på det seneste.
 
Fakta
 
  • Kabaret Beatles spiller tor-lør kl. 19.30 fra 13. september til 27. oktober
  • Den Lille Prins spiller fra 21. november til 16. december fra ons-søn, kl. 18 på hverdage og kl. 15 lørdage og søndage
  • Spillested: Det Bruunske Pakhus, Kirkestræde 3, Fredericia
  • Billetter kan købes på billetten.dk eller på deres salgssteder, fx i Tøjhuset i Fredericia