Læserdebat af: Ulla Egeskov, kandidat til KV25 for Det Konservative Folkeparti i Fredericia
I Fredericia skal ingen stå alene – hverken vores udsatte medborgere eller de veteraner, der har sat livet på spil for vores fællesskab. Som kandidat for Det Konservative Folkeparti er det min klare mærkesag, at styrke indsatsen for netop disse grupper. Vi har et ansvar, som kommune og som samfund, for at tage hånd om dem, der har brug for en hjælpende hånd og en stærk stemme.
Alt for mange borgere inkl. veteraner i Fredericia oplever, at falde mellem to stole – især dem, der kæmper med psykisk sårbarhed, hjemløshed eller misbrug. Det skal vi lave om på. Det skaber utryghed, passivitet – og i værste fald, opgivenhed.
Vores veteraner fortjener mere end tak. Vi skylder vores veteraner mere end pæne ord og flag på særlig udvalgte dage. Mange vender hjem med fysiske og psykiske mén og føler sig glemt, når støtten ophører. Det må vi aldrig acceptere.
For mig og Det Konservative Folkeparti handler det konkret om at:
Styrke partnerskaber med civilsamfundet. Gennem samarbejde med foreninger og frivillige kræfter kan vi skabe endnu bedre sociale netværk og fællesskaber for vores veteraner.
Sikre at der også i beskæftigelsesindsatsen tages hånd om de mest sårbare heriblandt vores veteraner, så de ikke havner i langvarig ledighed og så de får en hurtig afklaring til f.eks. fleksjob.
Styrket fokus på pårørende. Vi skal sikre, at der gives hurtig hjælp og støtte til misbrugsbehandling til de sårbare mennesker og deres pårørende. Alt for ofte glemmer vi de pårørende i misbrugsindsatsen, og derfor bør hjælpen til pårørende, også fylde langt mere i strategien for udsathed.
For mig handler lokalpolitik ikke om tomme løfter, men om konkrete handlinger. Jeg vil arbejde for, at de svage stemmer ikke bliver glemt i budgetforhandlinger eller overdøvet af systemtænkning. Det kræver vilje til samarbejde, mod til at prioritere og nærhed til borgerne.