ERRITSØ

Erritsø GIF Rugby klarede skæret med nordjysk hjælp

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Erritsø GIF Rugby tabte lørdagens afgørende kamp, men en hjælpende hånd fra Nordjylland sikrede klubben en fjerdeplads i Grundspillet vest 2025.

Skæbnen blev afgjort i sidste runde i et sandt drama, hvor resultatet i en helt anden kamp blev afgørende for Erritsøs overlevelse, oplyser rugby-klubben i en pressemeddelelse.

På hjemmebane stod Erritsø GIF over for en enorm udfordring mod topholdet Aarhus Rugbyklub. For at være sikre på at undgå sidstepladsen, krævede situationen point. Hjemmeholdet fik en drømmestart, da backen Sebastian Thøgersen efter kun fire minutters spil blev spillet fri og bragte Erritsø foran med en scoring, som flyhalf Thor Maigaard Steendahl efterfølgende konverterede til en 7-0 føring.

Håbet om en overraskelse levede, men gæsterne fra Aarhus viste hurtigt deres styrke. Efter 14 minutter reducerede de på et straffespark, og kort efter, i det 18. minut, tog de føringen med stillingen 7-8. Aarhus udbyggede føringen yderligere, før Thor Steendahl kunne pynte på resultatet med et straffespark, der fastsatte pausestillingen til 10-20.

Fra starten af anden halvleg viste værterne igen tænder. Efter et vedholdende pres mod Aarhus’ mållinje opstod der en gylden mulighed. Propforward Nicolai ’Brumme’ Lykkegaard var resolut, da han samlede en løs bold op i en klynge og kastede sig ind over stregen til en scoring, der bragte spændingen tilbage i kampen ved stillingen 15-20. Tættere på kom Erritsø dog aldrig.

Aarhus svarede igen fire minutter senere og fortsatte med at trække fra. Hjemmeholdet gravede dybt, og med en flot aktion, hvor Sebastian Thøgersen sparkede en løs bold frem til sig selv og scorede i gæsternes felt, øjnede man med ti minutter igen chancen for et eller to livsvigtige bonuspoint ved stillingen 22-32. Sådan skulle det dog ikke gå. I kampens overtid lukkede gæsterne kampen fuldstændigt ved at score 19 point, hvilket resulterede i et slutresultat på 22-51.

Afgørelsen faldt i Nordjylland

Mens dramaet udspillede sig i Erritsø, blev klubbens skæbne reelt afgjort i en anden kamp. Samtidig spillede Aalborg RK hjemme mod Odder RK. Den kamp endte med en knusende sejr på 59-14 til nordjyderne, hvilket betød, at Odder sluttede sidst i grundspillet. På reglen om, at indbyrdes opgør tæller før den samlede målscore, reddede Erritsø dermed skindet og sikrede sig fjerdepladsen.

“Stærkt af hele vores førstehold og cheftræner Steve Atkins, som har trænet og kæmpet forbilledligt.”, lød det fra en tilfreds formand, Allan Pertti Frandsen.

I efteråret skal Erritsø nu møde CSR-Nanok, DTU Exiles og RC Odense.