Læserdebat

Erhvervslivet skal have langt mere politisk opbakning

Af Kirsten Hassing Nielsen, byrådskandidat kv21, Det Konservative Folkeparti

Fredericia skal være det ideelle sted at drive virksomhed. Erhvervsvenligheden skal derfor kort sagt bankes i top. Rammerne skal være professionelle og servicen skal være både konkurrencedygtig og tilpasningsdygtig. For behovene hos erhvervslivet ændrer sig løbende. Ligesom det er tilfældet med borgernes behov.

Men jeg savner i den grad en tydelig og proaktiv politisk opbakning til erhvervslivet. Vi skal bekymre os om erhvervslivets generelt lave grad af tilfredshed med den kommunale indsats. Mere politisk opbakning til erhvervslivet generelt skal bane vejen for højere tilfredshed. Opbakning kræver politisk prioritering, vilje og forståelse for, hvordan det er at være erhvervsdrivende. Ganske enkelt.

Den velfærd som vi alle gerne vil have glæde af, og som jeg også gerne ser prioriteret højt, skal bæres af noget og nogen. Og her spiller erhvervslivet en central og afgørende rolle. Det er derfor vanskeligt at se, hvis det politiske niveau ikke ser nødvendigheden af en styrket opbakning til erhvervslivet.

Det er ikke kun i forhold til borgerne, vi skal sætte standarder for inddragelse og serviceniveau, vi skal i høj grad også inddrage erhvervslivet og lave mærkbare forbedringer i forhold til både nuværende virksomheder og dem, vi har ambition om slår sig ned i Fredericia.

For mig er opgaven til at gå til

Udover et fokus på byggesagsafdelingen der efter alt at dømme sker som led i en ambition om forbedringer for erhvervslivet, skal der allerede nu stilles skarpt på de forhold i den seneste analyse, hvor Fredericia er gået mærkbart tilbage i erhvervsvenlighed.

På den korte bane skal vi i mål med styrkelse af den kommunale sagsbehandling, hvor effektivitet og smidighed alt andet lige må spille ind. Brug af private leverandører skal have langt mere opmærksomhed, og handler om den lokale og nærværende opbakning på tværs af brancher og gælder alt fra store virksomheder til mindre virksomheder og iværksættere.

Erhvervslivets efterspørgsel efter den nødvendige arbejdskraft i mængde og indhold skal der arbejdes målrettet på at imødekomme, hvilket hænger uløseligt sammen med det gode samspil med jobcentret.

Alt sammen skal der tydeligt bakkes op om fra politisk side.

Ambitionen nu og her må være, at der arbejdes massivt på at skabe en ekstraordinær høj grad af tillid og dialog mellem det politiske niveau og erhvervslivet. Det vil samtidig smitte af på både image, bosætning og udvikling af en fremsynet erhvervspolitik for Fredericia. Det kan ikke være anderledes.

Gennem øget opbakning til erhvervslivet er vi et afgørende skridt på vej videre mod mit mål der handler om at blive de førende indenfor erhvervsvenligheden.

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv