Læserdebat

Er vi som politikere for langt fra virkeligheden?

Af Kirsten Hassing Nielsen, byrådskandidat kv21/rv21, Det Konservative Folkeparti

Åbenhed og gennemsigtighed i Fredericia har hele tiden været en velkendt stor mærkesag for Det Konservative Folkeparti. For os skal åbenheden sikre to ting; at alt der kan lægges frem for borgerne, rent faktisk også lægges frem, og at vi som politikere har føling med virkeligheden. Hvis vi er for langt fra virkeligheden, risikerer vi at træffe fejlslagne beslutninger og det bliver på bekostning af det lokale demokrati og en ansvarlig økonomisk politik.


Godt nok er det embedsmændenes opgave at informere politikerne, men som politiker har vi også selv et ansvar for at være i kontakt med virkeligheden. Andet tenderer til at være politisk uansvarligt!


Den politiske skandale i Fredericia må om noget have lært os, hvilke konsekvenser det har, hvis der er for langt mellem politikere og virkelighed. En skandale som har vist, at man har overset demokratiet og lukket sig om sig selv i byrådssalen og diverse bestyrelser, hvor man har haft sin egen opfattelse af ordentlighed og åbenhed.


Skandalen er vi langt fra færdige med at rydde op i, men spørgsmålet er, om det har ført politikerne tættere på virkeligheden? eller om det bare efterlader skatteborgerne en økonomisk regning ude af dimensioner. At komme tættere på virkeligheden øger forståelsen – også en forståelse for hvad der er realistisk økonomisk!


Føling med virkeligheden får vi kun gennem den helt almindelige dialog med borgere, medarbejdere og virksomheder. Det nærmeste vi er kommet indtil videre, er visse partiers udtrykte ønske om åbne byrådsmøder og spørgetid på byrådsmøder. Men det skal vi kunne gøre bedre.


Som politiker skal vi tættere på borgernes og virksomhedernes hverdag; i snak med ledige borgere og medarbejdere i jobcentret, så vi ved, hvordan vi kan tilrettelægge landets bedste beskæftigelsesindsats, i dialog med medarbejdere og ledere på plejecentrene, så vi ved, hvordan vi sikrer værdighed for ældre og skaber det bedste arbejdsmiljø for medarbejderne, i dialog med pårørende til ældre så vi kan skabe tryghed, i dialog med borgere med anden etnisk baggrund for at styrke integrationen, i dialog med erhvervslivet så vi ved, hvordan vi øger erhvervsvenligheden og kommer i top 10, i dialog med forældre til børn i daginstitutioner og skoler om, hvordan vi kan skabe endnu bedre rammer for børn og unges trivsel.


Fra Konservatives side fortsætter vi med at kæmpe indædt for åbenheden og for en ny kultur, hvor det bliver mere en selvfølge, at vi som politikere kommer tættere på virkeligheden i Fredericia.

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv