Læserdebat af: Sune Nørgaard Jakobsen, formand, Dansk Folkeparti Fredericia
Svar til Poul Rand, Liberal Alliance: – Lønfest i toppen og stress i bunden?
Det lyder jo sobert og fornuftigt, Poul Rand ,at “løn skal stå mål med ansvar.” Men lad os være ærlige: Når 19 chefer i en kommune på Fredericias størrelse hiver over én million kroner hjem om året og samtidig ser vi frontpersonale løbe stærkere end nogensinde så er det ikke “symbolpolitik” at råbe vagt i gevær. Det er almindelig sund fornuft.
Vi mangler ikke ledere, vi mangler nærvær og hænder ude i virkeligheden. Der, hvor ældre skal hjælpes ud af sengen, børn skal støttes i skolen, og misbrugere skal mødes med reel behandling ikke Excel-ark og kaffemøder.
Jeg angriber ikke mennesker, men en struktur, der har slået knuder på sig selv. Det er ikke en “forfejlet teknik” at vende pyramiden. Det er nødvendigt. For når ledelsen bliver top-tung, og borgerne oplever bundfrosne systemer og fravær af kontakt – ja, så vælter den faktisk i blæsevejr.
I Dansk Folkeparti vil vi ikke acceptere, at pengene fosser opad, mens omsorgen siver nedad. Vi tror på, at velfærd skabes nedefra – med medarbejdere, der har tid, faglighed og værdighed. Det kræver politisk mod at trimme toppen, ikke at beskytte den.
Så nej, det er ikke løn-shaming. Det er et opgør med magtfuldkommenhed og kommunal selvfede strukturer. Fredericia fortjener ikke bare ledelse vi fortjener ansvarlighed. Og den starter med at prioritere dem, der hver dag løfter virkeligheden.