Er du ung i Fredericia – så grib chancen og vind Arlette Andersens Frihedspris
Søg Arlette Andersens Frihedspris og vind op til 15.000 kr.
Fredericia Kommune inviterer unge mellem 14 og 21 år til at deltage i konkurrencen om Arlette Andersens Frihedspris. Prisen, der uddeles årligt den 4. maj, hylder frihed i alle dens former og er opkaldt efter Arlette Andersen, en tidligere Fredericia-borger og Holocaust-overlever.
Unge med bopæl eller skolegang i Fredericia Kommune kan indsende kreative værker i forskellige formater, herunder essays, digte, film, billedkunst og musik. Emnet er frihed, og deltagerne opfordres til at udforske begrebet i en historisk, nutidig eller fremtidig kontekst.
”Smag på ordet ‘frihed’,” sagde Ole Steen Hansen, viceborgmester og formand for 4. maj-komitéen, ved indstiftelsen af prisen.
Arlette Andersen voksede op i en jødisk familie i Frankrig og blev under 2. Verdenskrig deporteret til Auschwitz. Efter krigen bosatte hun sig i Fredericia, hvor hun dedikerede sit liv til at dele sin historie og kæmpe for frihed og tolerance. Ved utallige foredrag på landets gymnasier har Arlette Andersen med sin personlige beretning om interneringen i Auschwitz i 1943, opholdet dér og siden den lange vandring tilbage til frihed, bidraget med vigtige og nødvendige aspekter af frihed.
Hør mere om Arlette Andersens frihedspris, og hvordan du kan vinde den i vidoeen herover. Video: DanmarkC TV
Sådan deltager du:
Prisen kan søges af unge mennesker, der er mellem 14 og 21 år på datoen for prisens uddeling – altså den 4. maj. Ansøgerne skal have bopæl eller være gå på en ungdomsuddannelse i Fredericia Kommune.
Ansøger har ophavsret til værket, men ved ansøgningen til prisen samtykker ansøger dog til at værket kan offentliggøres på stifterkredsens kommunikationsplatforme. Ansøger skal derfor garantere, at værket overholder al lovgivning vedr. ophavsret og være frikøbt for stifterkredsen, så der ikke kan stilles krav om godtgørelse fra tredjepart.
Der er ingen ansøgningsformular, men følgende formkrav skal overholdes:
- Skriftligt værk må max omfatte 800 ord.
- Videoværk må max vare to minutter.
- Musikværk må max vare to minutter.
- Digitale værker skal afleveres i AVI eller MP4 og sendes til kommunen@fredericia.dk via WeTransfer
- Billedværk eller installation må max have et omfang, der kan være i rådhusets forhal.
- Ansøgningen/værket skal vedlægges oplysninger om ansøgers navn, alder, bopæl, skolegang/uddannelse, telefonnummer og e-mail.
- Ansøgninger til prisen skal afleveres elektronisk til kommunen@fredericia.dk. Billedværker, skulpturer og installationer skal afleveres i Byrådssekretariatet på 1. sal på rådhuset. Vedlæg meget gerne en detaljeret beskrivelse af dit værk.
- Værket skal være produceret inden for det seneste år
- Ansøgningsfristen er 4. april.
Prisen kan søges i perioden 4. februar til 4. april.
Prisoverrækkelse:
Vinderne offentliggøres og præmieres ved en ceremoni på Fredericia Rådhus den 4. maj 2025. Der uddeles tre priser på henholdsvis 15.000 kr., 10.000 kr. og 8.000 kr.
Yderligere information om ansøgningsprocessen og formatkrav findes på Fredericia Kommunes hjemmeside: www.fredericia.dk/frihedspris.