FREDERICIA

Er der hermetisk lukket i Fredericia?

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

På et byrådsmøde mandag den 28. juni 2021 foreslog Enhedslisten, at man skulle kunne søge aktindsigt i havneselskabet ADP. 20 ud af 21 byrådsmedlemmer, undtaget Enhedslistens medlem, nægtede kategorisk at diskutere foreslaget, med begrundelsen: ADP eksisterer i et konkurrencepræget marked.

“Det er noget som er ligegyldigt”, “Det nærmer sig næsten spild af byrådets tid” og “Det her handler i bund og grund om, at der er nogle som vil snage i Lotte Cederskjolds ansættelsesforhold i ADP” var nogle af de kommentarer Cecilie Roed Schultz fik med på vejen da hun til byrådsmøde 28. juni 2021 foreslog at aktindsigt i ADP skulle være tilgængeligt til alle.
Ikke nok med, at hun spildte byrådets tid, så skulle forslaget også helst forkastes, fordi Fredericia Kommune ikke kan gå på kompromis med ADPs konkurrencedygtighed.

Men er det nu også sådan det forholder sig? Mandag den 23. august 2021 kom det så frem på det lokale nyhedsmedie, Fredericiaavisen, at havneselskabet har levet et liv i sus og dus, på borgernes regning.
Hvis man spørger spidskandidaten fra de Konservative, Tommy Rachlitz Nielsen, er det helt forkert at holde offentligheden ude af ADP på baggrund af selskabets konkurrenceevne:

“Jeres dårlige undskyldninger med konkurrencehensyn og latterlige påstande om at det har noget at gøre med Lotte Cederskjolds ansættelse i ADP har ingenting på sig. Personsager kan man nemlig godt få lov til at gemme, og det samme kan alle sager af konkurrencehensyn. Det er ikke andet end dårlige undskyldninger for ikke at skabe åbenhed.

Til kritikken om manglende åbenhed i Fredericia byråd udtaler borgmester Steen Wrist:

“Jeg synes ikke Fredericia Byråd er lukket. I foråret, da vi stod i situationen (med Jacob Bjerregaard red.), stillede vi os op på et pressemøde og lagde alt frem, faktisk til en grad så nogen synes de blev hængt under bussen i den åbenhed.”

Der er her tale om den interne afdækning af Fredericia Kommune, hvor det viste sig at Fredericia Kommune under Jacob Bjerregaards tid havde betalt svimlende summer til byens erhvervsliv på baggrund af tvivlsomme fakturaer og i nogle tilfælde uden underskrevne samarbejdsaftaler.

På lørdag klokken 11 kan du høre mere om ADP sagen på DanmarkC TV:

Husk at følge os på http://www.YouTube.com/DanmarkCTV