FREDERICIA

Ensomhed i Fredericia

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

5 lokale organisationer i Fredericia har netop modtaget over 500.000 kr. til at give corona-ensomme et afbræk i hverdagen. Tilbuddene starter lige efter påske


“Ensomhed er blevet en folkesygdom, og især her under corona er der sket et kæmpe dyk i fællesskaber i Danmark – også i Fredericia. Den ensomhed vil vi bekæmpe via digitale fælleskaber og digital undervisning, som kan ‘konverteres’ til fremmøde og socialt samvær i takt med at corona-restriktioner løbende bliver løsnet”, fortæller Kasper Søstrøm, projektchef i Helhedsplanen Fredericia og ansvarlig for ensomheds-projektet.

“Vi oplever, at corona-ensomheden rammer i alle aldersgrupper. Vi har modtaget 565.639 kr. af “BL – Danmarks Almene Boliger, og derfor er vores tilbud målrettet de ca. 20.000 fredericianere, der bor hos Boligkontoret Fredericia og Boli.nu uanset hvor i byen, de bor. Vi deler dog gerne vores erfaringer med andre, der vil gøre noget lignende”.

Start efter påske

Den halve million bliver brugt til at starte Byhøjskolen, der tilbyder gratis undervisningsforløb for deltagerne fra Boligkontoret Fredericia og Boli.nu. Undervisningen foregår på små hold med fx 5-7 personer, fordi det er nemmere som ensom at forholde sig til 4-6 andre end til 50 andre. Derudover er der workshops og foredrag – alt sammen først digitalt og senere fysisk i lokalområdet. Her kan de ensomme lære fx tysk, spansk eller somalisk, de kan lære at spille på guitar eller klaver ligesom der er hold som tegning, yoga og madlavning samt gåture, tai chi, blomsterbinding, slægtsforskning – og mange flere. 

Gratis og små hold

Undervisningen er gratis, foregår 1 gang om ugen og giver virtuel nærhed og dialog med andre, fordi holdene er små. Selvom undervisningen starter online, overgår det meste af Byhøjskolens undervisningen automatisk til fysiske rammer resten af 2021, når man igen kan samles fysisk. 

Bag projektet står Boligkontoret Fredericia, Boli.nu, AOF Center Sydjylland, Hannerup Kirke, Fredericia Tyrkisk kulturforening, Foreningen Korskær og den Boligsociale Helhedsplan Fredericia.