Læserdebat

Enhedslisten på tynd is

Læserdebat: Henning Due Lorentzen. Tidl. medlem byrådet for Socialdemokratiet

Jeg har med stor interesse, og nogen forundring, fulgt forløbet af Enhedslistens byrådsmedlem, Cecilie Roed Schultz, energiske og til tider gennemskuelige indsats for sammen med Venstre og Dansk Folkeparti ved brud på konstitueringsaftalen, at opnå posten som formand for Senior- og Socialudvalget i Fredericia.

Med Fredericia Dagblads artikler om emnet samt som tilhører ved byrådsmødet i mandags den 16. december som kilde, må jeg udlede, at Cecilie Roed Schultz EL., dage forinden havde meddelt borgmester Chr. Bro, at hun havde et flertal bestående af de borgerlige bag sig i forlangendet om, at hun i forbindelse med nykonstitueringen, afstedkommet af gruppeformand (S) Søren Larsen ophør som byrådsmedlem, skulle overtage posten som formand for Senior- og Socialudvalget.

Det er vigtig at kunne tælle til 11 som borgmester, idet det er det antal byrådsmedlemmer der skal til i byrådet for at opnå flertal. Borgmesteren kunne med Cecilie Roed Schultz udmelding hurtig tælle sig frem til, at Socialdemokratiet i den situation vil være i mindretal med de 9 valgte socialdemokrater. 

I forhold til den opståede situation, og henset til, at både Peder Tind fra Venstre og Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti, ikke havde lagt fingre imellem, når de med rette eller urette beskrev situationen i byrådet, ikke mindst med borgmester Chr Bro som den store synder, så ringede borgmester Chr. Bro meget loyalt til dem og fortalte Cecilie Roed Schultzs opkald og Chr. Bro erkendte, at de borgerlige sammen med Cecilie havde flertal, og derfor kunne stemme Cecilie Schultz store ønske om at blive formand for Senior- og Socialudvalget igennem.

Der er et gammelt ord, der siger, at man ikke skal gøre regning uden vært – og det skete tilsyneladende for Cecilie, idet de borgerliges opbakning til Enhedslisten ikke omfattede de Konservatives 2 byrådsmedlemmer.

Flertallet for Cecilie med Venstre og Dansk Folkepartis udtrykte støtte og ønske om posten som Senior- og Socialudvalgsformand, forsvandt dermed. Posten gik derfor helt naturligt tilbage til Socialdemokratiet, der igen havde den nødvendige opbakning til at fastholde posten, idet SF udtrykte deres støtte til den ved valget indgåede konstitueringsaftale.

De 2 partier havde endda i den forbindelse, helt uhørt, givet udtryk for, at de ikke mente, at den af Socialdemokratiet foreslåede formand, David Gulløv, var egnet som formand.

Jeg har aldrig i mine 20 år i byrådet og hverken før eller siden, hørt noget parti eller byrådsmedlem tillade sig offentligt at bedømme en byrådskollegas evner. Det er helt uhørt!!

Mon ikke der nu står 1 – 1 i dårlig håndtering af sager i byrådet de sidste måneder, De borgerlige vandt 1 – 0 i budgetsagen, men de tabte 0 – 1 i sagen om formandsposten.

Med ønsket om, at anstændighed og ordentlighed må være en naturlig del af det kommende arbejde i byrådet, vil jeg ønske alle en glædelig jul, samt et godt nytår. 

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv