
Enhedslisten Fredericia gør sig klar til valgkamp: Cecilie Roed Schultz genvalgt som spidskandidat

Cecilie Roed Schultz skal føre partiet til kommunalvalget til efteråret
Enhedslisten i Fredericia afholdt mandag den 24. marts 2025 en velbesøgt generalforsamling, hvor fokus var rettet mod det kommende kommunalvalg til efteråret. Medlemmerne var samlet for at træffe vigtige beslutninger om partiets fremtidige retning og for at styrke fællesskabet inden valgkampen.
Det oplyser partiet i en pressemeddelelse fredag formiddag.
På generalforsamlingen blev byrådsmedlemmet Cecilie Roed Schultz, valgt som Enhedslistens spidskandidat til kommunalvalget i november. Cecilie Roed Schultz, har repræsenteret partiet i byrådet i de seneste 12 år.
Generalforsamlingen var også en platform for politisk debat. Blandt de emner, der blev diskuteret, var mulige valgalliancer med andre partier, den aktuelle kommunalpolitik og planlægningen af fremtidige aktiviteter. Medlemmerne havde mulighed for at give deres input og være med til at forme partiets kurs frem mod valget.
“Der var stor ros til det frivillige aktivitetsniveau, trods en lille aktiv kerne, og bestyrelsen blev anerkendt for at skabe plads til børnefamilier og for at holde fanen højt lokalt. Blandt de mange emner, der blev drøftet, var valgalliancer, kommunalpolitik og fremtidige aktiviteter,” skriver partiet.
Åben kandidatliste giver plads til nye ansigter
Udover valget af spidskandidat blev der også arbejdet med at sammensætte listen af kandidater til kommunalvalget.
Listen til kommunalvalget blev sat med foreløbig 6 kandidater. Partiet har valgt at føre en åben kandidatliste, hvilket betyder, at listen løbende vil blive suppleret med flere kandidater i løbet af foråret.
Når alle kandidater er fundet, og rækkefølgen er fastlagt, vil den endelige liste blive offentliggjort.
Ny bestyrelse på plads
Generalforsamlingen godkendte både det reviderede regnskab for det forgangne år og budgettet for det kommende år.
Derudover blev der valgt en ny bestyrelse.
Den nye bestyrelse konstituerer sig med Maria Sloth, Andreas Tobiassen, Claes Andersen, Marc Hast Knudsen og Cecilie Roed Schultz. Som suppleanter blev Carsten Jørgensen og Henning Hartmeyer valgt
Næste medlemsmøde i Enhedslisten Fredericia er planlagt til den 28. april.
På dette møde skal modtageren af den lokale hæderspris “Den Røde Ø-pris” findes. Derudover skal der vælges delegerede, som skal repræsentere lokalforeningen på Enhedslistens landsdækkende årsmøde, der afholdes i pinsen, oplyser partiet i pressemeddelelsen..