Enhedslisten i Fredericia er med i byens nye budgetaftale for 2027-2030. Partiet har været igennem hårde forhandlinger for at beskytte kernen i den lokale velfærd. Resultatet er en politisk aftale, der er fyldt med både markante sejre og svære indrømmelser.
Budgettet indeholder betydelige besparelser, og Enhedslisten lægger ikke skjul på, at der er dele af aftalen, som partiet gerne havde været foruden. Men under forhandlingerne er det samtidig lykkedes at ændre eller fjerne en række af de besparelser, som Enhedslisten var mest bekymret for. Og samtidig rummer aftalen eksempelvis annullering af velfærdsområders gæld, samt en række investeringer i blandt andet skoler, daginstitutioner og byrum, som Enhedslisten er glad for, fortæller partiet i en pressemeddelelse som DanmarkC TV her bringer i sin helhed.
“Det her er ikke det budget, Enhedslisten ville have lavet, hvis vi selv kunne bestemme. Det har været et svært kompromis, og der er beslutninger i det, som gør ondt. Men vores opgave i forhandlingslokalet var at flytte budgettet så meget som overhovedet muligt i den retning, vi tror på. Når vi ser på den samlede aftale og på det, vi har været med til at ændre, bevare og få ind, mener vi, at det var rigtigt at tage ansvar og være med,” siger Carsten Jørgensen.
Tidligere sejre skulle ikke rulles tilbage
En særlig udfordring ved årets budgetforhandlinger har været, at flere af de tilbud og prioriteringer, Enhedslisten gennem årene har været med til at få ind i kommunens budgetter, nu stod til enten at forsvinde eller blive beskåret markant.
Derfor har årets forhandlinger ikke kun handlet om at skabe nye resultater. De har også handlet om at passe på nogle af de politiske sejre, der allerede er opnået – og som siden har vist deres værdi for Fredericia.
“Noget af det særlige ved de her forhandlinger har været, at vi pludselig sad og skulle forsvare flere af de ting, vi gennem årene har kæmpet for at få ind i budgetterne. Gratis busser, gratis fritidstilbud og velfærd, som vi ved gør en positiv forskel i menneskers hverdag. Når vi først har kæmpet for at skabe noget, der virker, giver vi selvfølgelig ikke bare slip på det igen. Derfor har en stor del af vores arbejde også handlet om at værne om de resultater, vi allerede har skabt,” siger Cecilie Roed Schultz.
“Politik handler ikke kun om at kunne præsentere noget nyt hvert år. Det handler også om at passe på det, der virker. Nogle gange er en politisk sejr faktisk, at noget, der stod til at forsvinde, stadig er der, når forhandlingerne er slut,” supplerer Carsten Jørgensen.
De gratis busser var en af de store kampe
En af Enhedslistens allerstørste prioriteter i forhandlingerne har været at bevare de gratis bybusser.
I sparekataloget lå flere forskellige modeller for at indføre hel eller delvis brugerbetaling og samtidig reducere busdriften. For Enhedslisten var alle modellerne blandt de forslag, partiet på forhånd havde besluttet at kæmpe hårdest imod. I den endelige aftale er brugerbetalingen taget helt ud.
“Vi har brugt rigtig meget energi ved forhandlingsbordet på de gratis busser. For os har de været en vigtig prioritet hele vejen igennem. Gratis kollektiv trafik betyder, at alle kan komme med – børn og unge, pensionister, familier med få penge og alle os andre. Samtidig gør det den kollektive trafik til et reelt alternativ til bilen. Derfor er vi meget glade for, at Fredericia fortsat vil have gratis bybusser,” siger Cecilie Roed Schultz.
Kampen for de gratis busser hænger sammen med et bredere ønske om at bevare kommunens gratis fælles tilbud. Der kommer heller ikke brugerbetaling i Fredericia Street Bastion eller Madsby Legepark – og dyrene bliver i Madsby Legepark.
Junioraftenklubben bevares – men ikke gratis
Et af de konkrete forslag, Enhedslisten kæmpede imod, var lukningen af junioraftenklubben for børn i 4.-6. klasse.
Det er lykkedes at bevare selve junioraftenklubben, og dermed er næsten hele den oprindeligt foreslåede besparelse fjernet. Til gengæld har Enhedslisten måttet acceptere, at der genindføres en betaling på 100 kroner om måneden.
“Det var meget vigtigt for os, at junioraftenklubben ikke forsvandt. Det er et trygt fællesskab for børn i en alder, hvor der ellers ikke er mange steder, de kan mødes om aftenen med pædagogisk personale til stede. Vi er derfor rigtig glade for, at klubben overlever. Men vi havde også ønsket at bevare den som et gratis tilbud. Det lykkedes desværre ikke,” siger Cecilie Roed Schultz, som selv var med til at indføre de gratis junioraftenklubber, der gennem flere budgetforhandlinger var et stærkt ønske fra Enhedslisten.
Langt mindre stigning i SFO-betalingen
Enhedslisten har også måttet acceptere højere forældrebetaling i SFO1 og SFO2. Det var blandt de forslag, partiet gik ind i forhandlingerne med et klart ønske om at få fjernet.
“Vi havde helst været enhver stigning i forældrebetalingen foruden. Men da det ikke var muligt at få forslagene helt ud, har vi kæmpet for at få regningen til familierne så langt ned som muligt. Det er lykkedes at reducere den væsentligt i forhold til det oprindelige forslag,” siger Carsten Jørgensen.
Fritidslivet har fyldt meget
Fritidsområdet har i det hele taget været en væsentlig prioritet for Enhedslisten. Her er det lykkedes at få fjernet flere foreslåede besparelser og begrænset andre.
Blandt andet er forslaget om at nedlægge frivilligfesten taget ud, der kommer ikke brugerbetaling på Bastionen, og ungdomsskolen rammes ikke af den foreslåede brugerbetaling og reduktion af aktiviteter. Andre besparelser på området gennemføres helt eller delvist.
“Fritidsområdet kan let komme til at ligne små poster i et stort kommunalt regneark. Men bag tallene ligger nogle af de fællesskaber, der betyder rigtig meget i menneskers hverdag. Derfor har vi kæmpet hårdt for området. Vi har ikke fået fjernet alt, men vi har fået fjernet noget og begrænset andet,” siger Carsten Jørgensen.
FHK og FC Fredericia skal også bidrage
Budgettet betyder også, at kommunens to store professionelle sportsklubber fremover skal betale husleje for deres brug af de kommunale faciliteter. FC Fredericia skal betale 1 mio. kr. om året i husleje, mens FHK skal betale 400.000 kr. årligt.
“Når vi beder resten af kommunen om at få pengene til at række længere, synes vi også, det er rimeligt, at de professionelle sportsklubber bidrager. Vi vil gerne bakke op om både fodbolden og håndbolden i Fredericia, og vi ved, at de betyder meget for byen. Men i en presset kommunal økonomi skal vi prioritere vores fælles penge, og derfor er vi glade for, at både FHK og FC Fredericia fremover kommer til at betale husleje,” siger Cecilie Roed Schultz.
Specialområdet: Besparelsen udskydes
Et af de sværeste områder i forhandlingerne har været specialområdet.
Enhedslisten har arbejdet hårdt for at undgå besparelsen på Frederiksodde Skole. Det er ikke lykkedes at få den helt ud af budgettet. Til gengæld er gennemførelsen udskudt til august 2028.
“Specialområdet har været noget af det, vi har kæmpet allermest med. Vi havde helst set, at besparelsen var blevet taget helt af bordet. Det lykkedes ikke. Men det betyder noget, at den først kommer fra august 2028. Det giver tid, og på et område med nogle af vores mest sårbare børn er tid til at forberede forandringerne ikke ligegyldig. Vi kommer til at følge udviklingen meget tæt,” siger Cecilie Roed Schultz.
Ikke kun besparelser: Fredericia skal have to nye skoler og to nye daginstitutioner
Budgettet handler ikke kun om at spare og bevare. Det indeholder også nogle meget store investeringer i Fredericias fremtid.
Enhedslisten er særligt glad for, at Fredericia nu står til at få ikke én, men to nye skoler. Planlægningen af den første er allerede godt i gang, og med budgetaftalen tages der nu også hul på arbejdet med endnu et nyt skolebyggeri.
Samtidig skal der bygges to nye daginstitutioner.
“Det her er noget af det, jeg virkelig glæder mig over. Vi investerer massivt i de fysiske rammer omkring vores børn. Vi er allerede i fuld gang med den første nye skole, og nu tager vi hul på endnu en. Samtidig skal der bygges to nye daginstitutioner. Det er investeringer, der kommer til at gøre en forskel i Fredericia mange år frem,” siger Cecilie Roed Schultz.
På skoleområdet kommer der desuden en skolepakke med blandt andet to-voksenordninger, bedre overgange og fuld finansiering af det nationale skolemadsforsøg. Der afsættes også 10 mio. kr. til sikre skoleveje.
Mere grønt og leg på Axeltorv
Enhedslisten glæder sig også over, at budgetaftalen afsætter penge til mere grønt og en legeplads på Axeltorv.
Det skal være med til at skabe et byrum, der i højere grad inviterer til ophold, leg og byliv.
“Midtbyen skal ikke kun være et sted, vi parkerer eller skynder os igennem. Vi vil gerne have en bymidte med mere grønt, mere liv og steder, hvor folk også har lyst til at være. Derfor er vi rigtig glade for, at der nu bliver sat penge af til både grønt, leg og liv på Axeltorv,” siger Carsten Jørgensen.
Vigtige velfærdsbesparelser blev fjernet eller begrænset
Også andre steder ser den endelige aftale anderledes ud end det oprindelige sparekatalog. Her glæder vi os særligt over, at vi kom i mål med at bevare en række vigtige tilbud og serviceniveauer.
Besparelsen på demensområdet er fjernet. Den foreslåede forringelse af rengøring og tøjvask til ældre er taget ud. På daghjemsområdet er en foreslået omlægning taget ud, mens stigningen i egenbetalingen på kørsel er reduceret.
På dagtilbudsområdet er besparelsen på den socioøkonomiske tildeling reduceret, og tilskuddet til pasning af egne børn bevares. På socialområdet er besparelsen på aktivitets- og samværstilbud reduceret, så der ikke skæres på Stoppestedet.
Der afskrives samtidig samlet 24 mio. kr. af tidligere års merforbrug på børne-, senior- og socialområdet, hvilket er helt afgørende for at få balance i økonomien fremadrettet.
Peer-partnerskabets fællesskaber for mennesker med psykisk sårbarhed bevares. Og familieområdet tilføres yderligere 5 mio. kr. i 2028, for at sikre høj kvalitet, retssikkerhed og godt arbejdsmiljø.
Dette er kun et udpluk.
“Vi gik ind i lokalet med en klar prioritering: Når kommunen skal spare, skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at beskytte den borgernære velfærd og især de mennesker, der har mindst mulighed for selv at kompensere for forringelser. Vi har ikke kunnet forhindre alle de besparelser, vi gerne ville. Men på en række af de områder, vi var mest bekymrede for, ser det endelige resultat væsentligt anderledes ud end udgangspunktet,” siger Carsten Jørgensen.
Høringssvarene gjorde en forskel
Enhedslisten fremhæver også de mange høringssvar fra borgere, medarbejdere, råd, bestyrelser, foreninger og organisationer.
“Vi har læst høringssvarene grundigt, og de har haft betydning for vores arbejde ved forhandlingsbordet. De har gjort os klogere på konsekvenserne bag tallene. Vi skylder en stor tak til alle, der brugte tid på at blande sig,” siger Cecilie Roed Schultz.
Et kompromis – ikke Enhedslistens eget budget
Enhedslisten understreger, at deltagelsen i budgetaftalen ikke betyder, at partiet bakker op om hver enkelt beslutning.
“Et forlig mellem otte partier bliver selvfølgelig ikke Enhedslistens politik fra ende til anden. Der er ting, vi har måttet acceptere, som vi fortsat synes er dårlige beslutninger. Det skal vi være ærlige om. Men der er også en lang række forslag, som er blevet fjernet eller ændret markant undervejs – og gode investeringer, som vi er rigtig glade for. Det er den samlede aftale, vi har taget stilling til. Både det, vi er glade for, og det, der gør ondt,” slutter Cecilie Roed Schultz.