FREDERICIA

Energistyrelsen åbner for Varmepumpepuljen

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Energistyrelsens varmepumpepulje åbner for ansøgninger, og borgere i Fredericia Kommune har nu mulighed for at få økonomisk støtte til en grønnere varmekilde.

Klokken 10 i dag åbner Energistyrelsens varmepumpepulje, en pulje der tilbyder tilskud til private, der ønsker at skifte deres gamle varmekilde ud med en mere energieffektiv varmepumpe. Der er hele 236,1 millioner kroner i puljen, og du kan potentielt få op til 27.000 kroner i tilskud. Men husk at pengene fordeles efter først-til-mølle-princippet, så det er med at være hurtig på aftrækkeren!

Varmeplan 2022 blev godkendt i december sidste år. Planens primære fokus er at guide og understøtte både private boligejere og varmeforsyningsselskaber i overgangen til grønnere alternativer.

Du kan læse mere om puljen og mulighederne for at søge på SparEnergis hjemmeside her, og på Fredericia Komnunes hjemmeside.

Tilskudsmuligheder og kravene

Tilskuddet, hvis størrelse er afhængig af både bygningens størrelse og varmepumpens energimærke, er tiltænkt at hjælpe Danmark på vej mod et grønnere fremtid ved at reducere landets CO2-udledning og afhængighed af fossile brændstoffer.

Inden du søger om tilskuddet, er det vigtigt at have alle nødvendige dokumenter klar. Dette inkluderer blandt andet dokumentation for din nuværende opvarmningskilde og ejerskab af boligen.

Energistyrelsen har afholdt gratis webinarer med information om, hvem der kan søge tilskud, hvordan man søger, og hvilken dokumentation, man skal have klar, når man søger. Du kan få tilsendt en optagelse af webinarerne på e-mail. Klik her for at få en optagelse af webinaret tilsendt.

Du kan også tilmelde dig SparEnergis nyhedsbrev for løbende information om sparemuligheder, tips, information om nye puljemidler osv.

For at være kvalificeret til at søge, er der nogle krav der skal opfyldes:

  1. Dit hus skal fungere som en helårsbolig, og du skal være ejeren.
  2. Din nuværende opvarmningskilde skal være et oliefyr, gasfyr, elvarmesystem eller en biokedel.
  3. Dit hus skal befinde sig uden for et fjernvarmeområde, både nuværende og fremtidige.
  4. Du må ikke allerede have indledt processen med at skifte til en varmepumpe.
  5. Du skal have intentioner om at installere en luft-til-vand varmepumpe eller en væske-til-vand varmepumpe.

Kilde: Energistyrelsen

Kortet herunder opsummerer status for de undersøgte områder i Fredericia Kommune.

Kortet over Fredericia Kommune viser potentielle områder for fjernvarmeudrulning. Grønne områder viser steder, hvor fjernvarmen kan udrulles i 2023-2024. Grønt skraverede områder kræver yderligere analyse, og gule områder er dem, hvor fjernvarme ikke vurderes som muligt, og dermed også de områder hvor der kan søges tilskud til en varmepumpe.

Oversigt over de nuværende og potentielle fjernvarmeområder i Fredericia Kommune. Grafik: Fredercia Kommune