En smuk bisættelse: Over 300 fik sagt et sidste farvel til Henning Due Lorentzen
Fredag den 25. april klokken 10:30 ringede kirkeklokkerne i klokketårnet på Erritsø Kirke – Den folkekære Henning Due Lorentzen er blevet bisat
Det var en flot afsked der blev taget med den afdøde Henning Due Lorentzen fredag formiddag. I Erritsø kirke var der pyntet med blomster og kirken var fyldt med gæster ved bisættelsen. Præcis 304 gæster var mødt op for at sige et sidste farvel til Henning Due Lorentzen. De mange blomster kunne ikke være i kirken og måtte derfor ligger helevejen ud af kirken og ned af trapperne.
De mange gæster betød at kirkerummet hurtigt blev fyldt op, og der blev derfor anrettet med siddepladser udenfor kirken til de mange gæster der ikke kunne findes plads til inde i kirken.
Øverst i denne artikel kan du se det sidste interview med Henning Due Lorentzen, der blev optaget kort før hans død. I et eksklusive interview fortæller Henning om sit liv og om den ubærlige besked om, at lægerne ikke kunne gøre mere for ham. Henning døde den 17.april 2025.
DanmarkC TV bringer her – i tekstform – præstens ord om Henning Due Lorentzen.
Henning Due Lorentzen var en af fire brødre, hvor han altså var den tredje i rækken. Han havde en god og en tryg opvækst i en familie, hvor hans far var politimand. Det skulle Henning også være.
Men da man ikke ansatte folk i politiet alt for grønne, så skulle Henning efter en skolegang ud og have sig noget arbejde. Det sørgede faren for. Han bestemte, at Henning skulle arbejde som lagereksperient i Georg Gimpels jernforretning.
Og det gjorde han så. Senere kom han ind som soldat, hvor han endte med at blive sergant. Midt i det hele mødte han Dorte, som var lejekammerat til en af dem, som Henning gik i klasse med.
De blev gift, og de fik deres første datter i 1991. For at blive politimand, som sin far, så var det Henning på politiskole. Og det foregik dengang kun i København.
Og derfor flyttede den lille familie til hovedstaden, hvor de så fik deres anden datter i 1975. Ikke så længe efter, i 1978, kom Henning til politiet her i Fredericia. Et af de jobs, som Henning her udførte i politiet, var som hundefører.
Og det job elskede Henning over alt. I de 10-11 år, hvor Henning arbejdede sammen med hunden Lukas, den anden mand i familien, det var nok nogle af de bedste år, som Henning havde i løbet af sin karriere. Henning var også fagligt aktiv, og han var i mange år tillidsmand.
Han var en af den type tillidsmænd, der var der for sine kolleger og gjorde rigtig meget for dem. Henning huskes også som en rigtig god fortæller, der i sit politiarbejde oplevede mange interessante ting, som han virkelig evnede at omsætte i gode historier. Henning opnåede også at blive sendt til Grønland i 1986.
Det må absolut have været nogle begivenhedsrige tre måneder, som Henning fik som politimand i det grønlandske. For de tre måneder gav anledning til rigtig mange gode historier, som Henning med stor glæde delte ud til alle, der ville høre på dem.
Henning gik på pension, da han var 63 år gammel.
Udover sit arbejde i politiet var Henning også aktiv i politik for Socialdemokratiet. Han har siddet i byrådet i 20 år fra 1997 til 2017. Og i den forbindelse har han beklædt mange betydningsfulde poster, som blandt andet formand for Socialudvalget og som vice borgmester.
Henning elskede dette job og havde som sit særligt politiske projekt at gøre noget for de svage og de udsatte og noget for byens ældre. Henning huskede som en på alle måder troværdig og hæderlig politiker. Livet er en rejse.
Vi kan tale om livet som et levnedsløb. Og det kan vi med god grund, for denne måde at se livet på går helt tilbage til de allerældste lag i den kristne tradition. En af de ældste betegnelser vi har for dem som var kristne, ja det er dem der følger vejen.
Altså dem der er på vej. Dem der er på rejse. Som kristne er vi dem der gennem de farver riger på jorden, går til paradis med sang, sådan som vi skal synge det lige omlidt.
På vores livsrejse er der forskel på vores to hjem. De to hjem spiller hver sin rolle. Vores jordiske hjem herneden og vores himmelske hjem heroven, de har hver sin særlige funktion.
Vores jordiske hjem herneden er det sted som vi hele tiden vender tilbage til. Vi rejser ud. Vi er væk i kortere eller længere tid.
Måske besøger vi naboerne, eller måske rejser vi til den fjerneste vækliggende del af vores jordklode. Men vores hjem herneden er det hjem som vi hele tiden vender tilbage til. Det er her vores livsrejse begynder, og det er her vores livsrejse også slutter.
Vores jordiske hjem er det sted hvorfra vor verden går. Men det himmelske hjem, med vores hjem heroven, ja, der er det anderledes. For her er hele vores liv en lang rejse frem mod dette hjem.
Vores himmelske hjem står som målet for det livsløb, der nu engang bliver vores. Det himmelske hjem er det som er målet og meningen med os, og med den verden som vi er en del af. Snarere end at være det sted hvorfra vor verden går. Ja, så er vores himmelske hjem det sted hvortil vor verden går.
Jeg bad de efterladte sætte ord på, hvem Henning var for dem. Og jeg fik at vide, at Henning var en god mand, en bestemt far, og en sjov bedstefar.
Udefra alt det som jeg ellers har hørt om Henning, så tror jeg at disse tre ord egentlig meget godt sammenfatter, hvad Henning var og hvad Henning stod for. Han var et kærligt menneske. Han var et ordentligt menneske.
Og så var han et menneske med en stor humor. Dorte at huske, at de havde det godt sammen. De talte godt med hinanden.
Og de havde rigtig mange gode oplevelser sammen. De spillede golf sammen, og de rejste sammen. Og for dem begge, ja, så var haven en stor passion.
Det vil sige, Henning elskede at lave noget om. Ukrudt, derimod, sagde han ikke ret meget. Veligehold interesserede ham i det hele taget ikke synderligt.
Det er ganske minimalt, hvad han har fjernet af ukrudt fra familiens haven. Men skulle der bygges noget, ja, så var Henning straks fyr og flamme. Noget af det sidste, som hans familie gav ham, var en dag i haven, og uanset sygdom, så var Henning den, der nok skulle sørge for, at alle mand fik bestilt noget.
De blev i tidens løb til mange rejser. Familien kom rundt i Europa, Frankrig og Italien. Og de var med kombicamper, da børnene var hjemme.
Og da de var rejst, så blev de i luksushoteller.
Og de kom til Kanada og til Alaska, og ikke mindre end 12 gange til USA. I begyndelsen sammen med gode venner og senere alene.
Ofte så var det til golfture i Florida. Malta huskes i denne sammenhæng som noget ganske særligt. Her var Henning afsted sammen med hele sin store familie.
Men Henning døjede noget så meget med varmen. Så mens familien lød solen og svømmepølen, sad Henning i skyggen og pustede og stønnede og svedte. Men når der kom kolde øl i baren, rødvin på bordet og der skulle spilles fodbold om aftenen, så vågnede Henning op til dåd. Så var alt fryd og gammelt.
Henning elskede disse ture. Han holdt meget af at være sammen med sin familie. Hele tre ture til Malta blev det til.
Henning huskes som en mand, der altid var i godt humør. Han var den, der kunne holde et selskab i gang. Han var både mand for en god og en sjov tale og så også en kvik bemærkning. Han havde en god humor. Og han ville blive savnet ved familiens bordende.
Udover sit politiske arbejde, har Henning også været aktiv i mange andre sammenhæng. Blandt andet har han været dybt engageret i kræftens bekæmpelse. Han har i den sammenhæng både været med til at starte Staffet for Livet her i Fredericia.
Og han har også siddet i landsbestyrelsen. Udover dette har Henning også siddet i en lang række bestyrelser og foreninger. Som det her vil føre alt for vidt at komme ind på.
I kender dem sikkert alle sammen, hver især
Jeg skal bare nævne, at Henning også var en ivrig jæger. Og at han var med i et jagtkonsortium med jagt i nærheden af Haderslev, så efter politihunden Lukas, så blev det til to jagthunde.
Hennings store passion for sport skal også nævnes. Det siges om ham, at hans fjernsyn kun kunne modtage fodboldkampe.
Og med Henning, der har FC Fredericia mistet en af sine aller ivrigste fans. Til kampe var han fast mand på lægterne. Og han var også en af dem, der støttede op om holdet, selv når de spillede ude i kampe.
For uden fodbold gik han også meget op i sine børns og sine børnebørns sport. Og som det store familiemenneske han jo var. Men det var ikke altid uproblematisk.
For de gik ikke stille for sig, når Henning havde så sport. Henning havde engang sneget sig ind for at se sin datter spille badminton. Og det på trods af meget strenge ordre om, at han havde at holde sig hjemme.
Men han kunne ikke holde sig i skinnet. Og det blev så slemt med hans råberi, at datteren måtte lægge sin ketchup og stille sin far det ultimatum, at enten gik han hjem nu, eller også stoppede hun med at spille. Far listede hjem med halen mellem benene.
Om hun vandt kampen, det ved jeg faktisk ikke. Vi skal nu sige farvel til Henning. Hans rejse gennem de farverier på jorden er slut.
Hennings livsrejse har nået sit mål. De gamle ville sige, at nu er Henning gået hjem.
På vores rejse er vi ikke alene.
Vi rejser sammen med andre. Og med vores rejse sammen med andre, giver vi hinanden det, som vi hver for sig behøver for, at vi kan rejse. Alle I, der er her i kirken i dag og står udenfor, i er alle sammen kommet for at tage afsked med Henning. Og det gør I, fordi I alle sammen har fået noget vigtigt på jeres livsrejse af Henning. I har været hans ægte fælle, børn, børnebørn, bror, ven, nabo, kollega og meget, meget, meget, meget mere.
Og Henning har bidraget med noget vigtigt i jeres liv. Noget betydningsfuldt til det, som var jeres livsrejse. Men ikke nok med det.
Henning har også bidraget til en større rejse. Til slægternes rejse. Til historiens gang med tider, der skal komme og tider, der skal henrulle.
Med sit engagement i verden og i samfundet. I politik, på sit arbejde, i foreninger og som menneske i det hele taget, har Henning også bidraget til historiens rejse mod sit mål.
Et humant, et værdigt samfund med rummelighed og værdighed selv til de mindste små. Vi er os selv i vores hjem. I vores jordiske hjem er vi os selv som dem, vi er inde bag ved alle vores påtagende facader.
I vores jordiske hjem er vi os selv uden sminke. Uden det, der skal dække over vores uheldige sider. Og få os til at se bedre ud, end vi gør sådan rent naturligt.
I vores himmelske hjem vil vi være dem, vi er i sandhed. Vi vil være dem, som vi er som os selv. Som dem, vi er, når vi bliver forklaret i kærlighed.
Vi vil være dem, vi er, når alt det, som ikke er af kærlighed i vores liv, lades tilbage i vores krop. Det er i dette lys, vi nu skal sige farvel til Henning. Vi, der stadigvæk rejser mod vort himmiske hjem og stadig er på vej mod os selv som dem, vi i kærlighed og i sandhed er. Vores rejse sammen med Henning er slut. Vi kan ikke længere gå sammen med ham, gennem de favre riger på jorden.
Vi kommer ikke til at fødes med Henning på den del af vores livsvej. Som stadigvæk ligger foran os. For Henning rejser ikke mere. Han er nået hjem. Til Guds rige. Til meningen med det hele.
Til sig selv, som den han i kærlighed er.
Tak også for de mange smukke blomster og buketter, grænser og hvad der ellers er, som fylder og pynter her i kirken. Men tak ikke mindst for alt det, som disse her blomster udtrykker af medfølelse og af kærlighed. Tusind tak for det.
Mest sete
