Læserdebat af: Jens Jørn Pedersen, Fredericia
På det seneste, men ikke bare, har det vist sig forskellige modsætninger i det Fredericianske skolemiljø.
Skolerne, forældre og kommunen ser ikke ud til at være på bølgelængde, hvilket er dybt problematisk, da børnene bliver tabere i denne turbolens.
Hermed en opfordring til, at alle skoler (private, friskoler og folkeskoler), forældre og kommunalbestyrelse går sammen om at udvikle et fælles projekt, der går ud på at skabe hele mennesker til overtagelse af Fredericia kommunes fremtid. Her er det ikke kun matematik og dansk, men det er sprog generelt, hvor Fredericias Kreative Skole kan være en del af.
Italien og England arbejder med sprog og filosofi i de mindste klasser, hvor børnene har en fri fantasi til at kunne forestille sig uendelig meget, hvilket de skal støttes i sammen med opbygning af deres evne til at formulere sig om forskellige problemstillinger, da det først er når man selv kan formulere sig om problemstillinger, at man rigtig har forstået dem.
Formodentlig er Fredericia i en situation, således at man med godkendelse kan søge om at afprøve en selvbestaltet skolestruktur, der i givet fald har mulighed for at få støtte fra Det Europæiske Fællesskab (EU).
Dette er således en opfordring til at se ud og undersøge, hvorledes det vil kunne struktureres. Samtidig kan man invitere universitetsfolk ind til konferencer og foredrag angående en ny grundlæggende fælles forståelse af børnenes uendelige muligheder, hvor vi skal være bevidste om, at opdragelse er begrænsning af muligheder.
Det ville være fantastisk, hvis Fredericia kunne løfte det generelle niveau op til nye højder, således at andre kommuner ville være interesseret i at få indblik i, hvorledes I gør det.
