Elever lavede 3D print af skjulesteder til ål og småfisk
Elever fra en 8. klasse på Erritsø Fællesskole afd. Bygaden var onsdag på besøg i Bülows Makerspace
Der var gang i 3D printerne hos Bülows Makerspace på Kulturkasernen, her havde en 8. klasse fra Erritsø Fællesskole afd. Bygaden nemlig biodiversitet på programmet.
Eleverne skulle designe skjulesteder til især ål, men også småfisk, alt sammen skulle til sidst printes på Bülows Markerspaces mange 3D printere, hvorefter firmaet Stonereefs omdanner de mange 3D print til større versioner i beton.
Projektet er en del af et samarbejde mellem skolen og virksomheden StoneReefs, der specialiserer sig i 3D-printede revstrukturer til forbedring af biodiversiteten i havet.
– Vores firma har en stor 3D printer, hvor vi 3D printer revstrukturer, som vi putter ned i havet for at skabe habitater. Faktisk huse til fisk, alger og marine dyr, som krabber og rejer og den slags. Men vi kunne godt tænke os at få det lidt mere ind på livet af de unge mennesker i Fredericia, fortæller Viktor Bruun Jensen, medejer af StoneReefs, som fortsætter:
– Jeg forventer, at vi kommer herfra med nogle fede designs, som har skabt en eller anden form for tilhørsforhold til de lokale, der bor her i Fredericia. De unge mennesker får noget viden med herfra omkring biodiversiteten, som er rigtig, rigtig vigtigt. Vi hos Stone Reefs ved godt, at vi gør noget lokalt godt for biodiversiteten, men for at vi kan gøre noget ved det lidt større problem, så skal vi ud og formidle og fortælle og skabe noget fokus på området, som vi gør her idag, lyder det fra Viktor Bruun Jensen.
Til efteråret er det så planen at de store nye skjulesteder i beton skal nedsænkes i Kanalbyen.
Lørdag kan du se indslaget med 8 klasse fra Erritsø Fælleskole afd. Bygaden på DanmarkC TV