På Ullerup Bæk Skolen, afdeling Skolesvinget i Bredstrup/Pjedsted, handler skoledagen i øjeblikket om meget mere end blot dansk og matematik. Her har eleverne fra 0. til 3. klasse snøret skoene i en god sags tjeneste
Hver dag i to uger har eleverne fra 0. til 3. klasse gået en fælles tur. Regnestykket er simpelt, men effektivt: Hver gang et barn går én kilometer, udløser det en donation på 20 kroner fra Novo Nordisk til Danmarks Indsamling. Indsatsen har været massiv, og nu hvor indsamlingen nærmer sig sin afslutning på fredag, er tempoet sat op med en slutspurt, hvor der gås to kilometer dagligt.
Dannelse og verdensforståelse
For skolen handler projektet ikke kun om pengene, men i lige så høj grad om at give eleverne et udsyn til omverdenen. Børnene har set videoklip og billeder fra blandt andet Uganda for at forstå, hvem de hjælper.
– Vi synes, det er vigtigt at lære børnene at hjælpe andre børn. Der er noget forståelse og dannelse i det, lyder det fra Jeanne Antonsen, lærer på skolen, som uddyber vigtigheden af læringen:
– Det med at sætte sig ind i andre situationer og lære, at ikke alle er lige så heldige og privilegerede, som vi er. Der findes faktisk børn, der lever under andre vilkår. Det synes vi er vigtigt for dem, at få en forståelse for, siger hun.

Fællesskab på tværs af årgange
Udover det velgørende formål har de daglige gåture også styrket det sociale bånd på skolen. Når klokken ringer til afgang, blandes eleverne på kryds og tværs af klasser og årgange. De store går sammen med de små, og det skaber nye relationer, som tages med videre ud i frikvartererne.
– Det styrker fællesskabet på tværs af klasserne, fordi det er 0-3, der går sammen, fortæller Jeanne Antonsen.
Video: DanmarkC TV
Sigter mod 50.000 kroner
Indsatsen kan mærkes på bundlinjen. Indtil videre har de flittige ben samlet næsten 31.000 kroner ind, men ambitionerne stopper ikke her. Med en slutspurt, hvor der gås to kilometer om dagen, er forhåbningen at nå et stort rundt beløb, inden indsamlingen slutter fredag.
– Vi har samlet lige omkring 49.000 cirka når vi når fredag. Så det kan godt være, at vi lige skal ud og gå en lille ekstra tur for at nå op på 50.000, lyder vurderingen.
Børnene er stolte over resultatet og den konkrete forskel, de gør. Som en af eleverne afslutter:
– Det sjoveste er nok, at vi faktisk tjener ind til folk, der har brug for det.
