FREDERICIA

Elbohallen har fået akut hjælp fra Kultur- og Idrætsudvalget

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Et lynnedslag tidligere på året medførte ødelæggelse af ni mikronetter, og forsikringsselskabet TRYG vil ikke gå ind i en erstatningssag

Elbohallen udskiftede selv de ni mikronetter, men det gav kun yderligere problemer, idet softwaren til de nye ikke passer. Det betyder, at de nye ikke kan samarbejde med de gamle, og dermed er det ikke muligt at styre varmen eller ventilationen.

Det har i lyset af årstiden været nødvendigt for Elbohallen, at iværksætte reparationsarbejdet, selv om økonomien ikke var sikret. Elbohallen har dog penge på kistebunden, og kan selv financiere halvdelen af udgifterne.

Forvaltningens vurdering

Et velfungerende varme- og ventilationsanlæg vurderes til at være af væsentlig betydning for hallens mange aktive brugere og frivillige såvel som for hallens driftsøkonomi. 

En opvarmet idrætsfacilitet er en nødvendighed for aktiv deltagelse i de kolde efterårs-vinter-forårsmåneder for såvel brugere som frivillige. Ligeledes er et velfungerende ventilationsanlæg en forudsætning for et godt indeklima, så eksempelvis skyde-aktiviteter kan foregå og bade-/ omklædningsrum kan luftes ud. 

Uden et velfungerende varme- og ventilationsanlæg med uopvarmede faciliteter og manglende ventilation er der stor risiko for, at brugere vil falde fra, og aktiviteter ikke udbydes. Det vurderes derfor påkrævet, at anlægget kommer i drift igen hurtigst muligt for ikke at påvirke brugere, aktiviteter og hallens driftsøkonomi negativt.”

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede derfor, at give et tilskud på 125.000 kr..