Kort Nyt

Elbohallen forvandles til wrestling-arena: Spektakulært show på vej

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

60 minutter med vilde stunts og gakket underholdning

“Elbohallen, Taulov/Skærbæk Kultur- og Idrætscenter, vil aldrig være den samme igen”.

Så konkret beskriver Kim Tinning, talsmand fra Dansk Pro Wrestling i en pressemeddelelse, nyheden om det spektakulære 60 minutter lange wrestlingshow, som løber af stablen fredag den 27. september 2024 fra kl. 18.00 i Elbohallen.

Showet byder på frygtløse wrestlere, vilde og spektakulære stunts og en masse sjov og ballade. Kim Tinning uddyber:

– Wrestling er stunt, drama, humor og publikumsinteraktion præcis som intet andet. Vi er så klar til at give den fuld skrue i Elbohallen. Wrestling skal opleves live, og publikum er en vigtig ingrediens. Vi opfordrer derfor til, at publikum råber, hujer og lever sig ind i de skøre figurer og vanvittige fights, der foregår i ringen. Et show, fyldt med fis og ballade, gimmicks, spas, gak og løjer. Gå ikke glip af en fed oplevelse, som du aldrig har set før, udtaler Kim Tinning i pressemeddelelsen, der understreger, at det er et professionelt instrueret show.

Dansk Pro Wrestling som arrangerer Wrestling-arrangementet i Taulov beskriver i videoen herover, hvad dælan det der “Wrestling” er for en størrelse. Video: Dansk Pro Wrestling

“Wrestle” ikke hjemme i køkkenet

– Der er lagt hundredvis af timer i træningslokalet, før man står foran et publikum som i Elbohallen, så han advarer mod at “wrestle” hjemme i køkkenet. Jeg kan på kraftigste opfordre folk til ikke at prøve nogle af de slams eller kast, som vi viser på showet, det kan være livsfarligt, hvis ikke man er øvet, lyder det fra Kim Tinning, talsmand for Dansk Pro Wrestling.

Støtte fra Fredericia Kommune og flere sponsorer

Kim Tinning vil gerne takke de mange lokale sponsorer, som har bakket op om showet. Et så stort show som dette kunne ikke gennemføres uden støtte fra sponsorer, og blandt disse er Spar Nord Lillebælt. Her udtaler direktør Torben Ploug:

– Vi fik en henvendelse fra de friske wrestlinggutter og kunne med det samme mærke deres passion og engagement for sporten. Derfor var vi ikke sene til at tilbyde at støtte showet som sponsor. Vi glæder os til at være en del af denne sjove og hyggelige aften i Elbohallen og hilse på en masse festglade mennesker.

En anden sponsor er Fredericia Kommune.

– Vi vil gerne sige tusind tak til Fredericia Kommune, for at støtte op om arrangementet via visionsmidler fra Puljen for Unikke Oplevelser. Det har været en nem og fleksibel ansøgningsproces og vi kan kun opfordre andre til at også at søge midler fra puljen, udtaler Kim Tinning, talsmand for Dansk Pro Wrestling.

Der er et begrænset antal billetter til rådighed, de kan findes på billetto, oplyser Dansk Pro Wrestling.