SAMFUND

Ejendomsmæglere maner til besindighed i hektisk marked

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Nybolig oplever en stigning i antallet af købere, hvor følelserne løber af med dem, fordi den bolig, de ville købe, bliver solgt til anden side. Men det er suverænt sælgeren, der beslutter, hvem der skal købe boligen.

Er du på jagt efter en bolig lige nu, har du sikkert allerede opdaget, at du langt fra er den eneste. 2021 har nemlig budt på 9 af de 10 uger med højst handelsaktivitet siden 2015, som fremgår af Boligsidens boligmarkedsstatistik. Og samtidig er salgstiderne og boligudbuddet faldet historisk, mens boligpriserne er steget markant. 

Ifølge ejendomsmæglerkæden Nybolig betyder det lave udbud og den høje efterspørgsel, at mange købere ender med at trække en nitte, og det skaber lige nu frustrationer på boligmarkedet.

-Den sidste måned har vi set en stigning af kunder, som må se den bolig, de har forelsket sig i, blive solgt for næsen af dem, og det er selvfølgelig en kæmpe skuffelse, især i et marked, hvor der ikke er særligt meget at vælge imellem, siger Nyboligs kommunikationschef, Thomas Hovgaard. 

For boligsælgerne er det selvfølgelig en ret positiv situation, at deres boliger står i historisk høj kurs, og flere oplever ifølge Nybolig, at de får mere for deres bolig, end de havde forventet. Men historien er en helt anden for køberne.

-Vi har set en stigning i antallet af negative købere, hvor mægleren havner i pressede situationer, hvor det er umuligt at gøre alle tilfredse. Man skal huske på, at det suverænt er sælgeren af boligen, der i sidste ende beslutter, hvem der får lov at købe den. Det er ikke ejendomsmæglerens beslutning, men alligevel ser vi i stigende omfang, at der bliver læst og påskrevet over for mægleren, når man ikke bliver den heldige, siger Thomas Hovgaard. 

Derfor maner han til besindighed og henviser til, at det lige nu er en særlig situation, hvor det er umuligt at gøre alle tilfredse.

-Alle mæglere vil give deres højre arm for flere boliger til salg, men de er der bare ikke. Det er ligesom at komme ned i supermarkedet, hvor den sidste liter mælk eller det sidste brød bliver købt for næsen af dig. En dybt frustrerende situation, men det er sjældent noget, som den ansatte i supermarkedet kan gøre noget ved det, og derfor må man være tålmodig og lede videre, siger Thomas Hovgaard, der foreslår, at man fx skriver sig op i mæglerens køberkartotek. 

Han erkender dog, at man som mægler skal være ekstra opmærksom og dygtig til at kommunikere i et hektisk boligmarked.

-Det er ingen undskyldning at have travlt, så man skal som mægler selvfølgelig gøre alt, hvad man kan for at holde alle parter orienterede hele tiden, så ingen føler dig tilsidesat. Men mange steder er man nede på hænder, så vi kan selvfølgelig ikke undgå, at responstiden ind imellem føles for lang, når man står i en presset situation med drømmeboligen på hånden, og her kan det desværre være et spørgsmål om timer, siger Thomas Hovgaard.